Egelund her og Egelund der. Pressen elsker ham, for han udtaler sig i klart sprog og har markante meninger, som han langtfra altid får begrundet i sin eller andres forskning. Og han optræder så ofte, både i de hånd- og æterbårne medier, at man af og til kan undres over, hvordan han får tid til at passe sit arbejde som professor i specialpædagogik. Men nu har han udsendt en undersøgelse om folkeskolens specialundervisning, som viser, at han også forsker. Bogen er kun på 68 sider, og man kunne godt have ønsket sig en noget grundigere metodebeskrivelse - især den kvalitative del tenderer mod at blive meningsbåret, det er svært at kigge forskeren over skulderen. Det er den første egentlige dybdegående undersøgelse af specialundervisningen; næsten 400 skoler med næsten 100.000 elever, hvoraf 7.673 får specialundervisning, er med, og efter læsning af bogen er der bøjet mange huske-hjørner i bogen og sat mange gule streger. Den bør læses af alle med pædagogisk, administrativ og politisk ansvar, for at også »svage og anderledes fungerende elever får optimale undervisningsmuligheder«. Som de hedder i bekendtgørelse og vejledning.

Egelund dokumenterer en stor og »unaturlig spredning« i henvisningen til specialundervisning, som peger på, at der er børn, der ikke får de specialtilbud, de har brug for og krav på. Der er meget, der tyder på, at de senere års specialisering af den specialpædagogiske indsats er rigtig. Det ene fokusområde er læseindsatsen, og det andet er adfærden. Læsekompetencen ses som basis for læring i stort set alle fag, og en passende adfærd ses som forudsætning for omgang med andre og for læring sammen med andre. Og så peger undersøgelsesresultaterne på, at planlægning, samarbejde mellem lærerne, samarbejde med forældre og løbende intern evaluering »i høj grad synes at være kilder til succes i det pædagogiske arbejde«.

Egelund slår også fast, at »en rummelig skole ikke ifølge undersøgelsen er mindre resursekrævende end den skole, hvor specialundervisningen bruges som differentieringsinstrument«. Der er ikke en direkte relation mellem 20.1- og 20.2-undervisningen, men der er »forskelle, som primært udspringer af nærhed, traditioner og økonomi«, skriver Egelund. Og fortsætter så: »mens pædagogiske hensyn let bliver sekundære«! På folkeskolen.dk kan man efter anmeldelsen læse undersøgelsens sidste konkluderende sider.