Bogen bygger på en spørgeskemaundersøgelse, hvor 341 spørgeskemaer blev udsendt, men hvor kun 36 procent kom retur.

Formålet med undersøgelsen var at få et bredt kendskab til de praktiske og sociale konsekvenser af syndromet. Gilles de la Tourettes syndrom findes overvejende hos drenge, og de fleste er mellem ti og 18 år. Lidt over halvdelen kan styre deres tics ofte eller altid. Der er hyppigt flere følgesymptomer, oftest koncentrationsproblemer og tvangshandlinger.

Langt de fleste har gået i almindelig skole eventuelt med støttelærer, men de fleste savnede alligevel viden om skole- og uddannelsesmuligheder.

Om familielivet bemærker flere, at alting skal være planlagt, og at det er vigtigt med faste rutiner og en strukturering af hverdagen.

Det angives, at omkring en fjerdedel tidligere har fået en forkert diagnose. I bogen menes tilfælde af Tourettes syndrom, der ikke var blevet opdaget. Jeg er bekendt med, at nogle fagfolk vurderer begrebet for bredt i forhold til definitionen, men denne problematik belyses ikke i bogen.

Fejlagtigt får man indtryk af, at der er mange, der går glip af den 'rigtige' behandling, fordi de ikke har fået diagnosen. Det er imidlertid tankevækkende, at Tourettes syndrom i sig selv ikke åbner mulighed for en specifik behandling, selvom symptomerne på forskellig måde kan have nødvendiggjort en behandlingsindsats.

Det kan have interesse for lærere at have kendskab til Tourettes syndrom, men bogen indeholder ingen retningslinjer for en særlig pædagogik.