Indledningsvis beskriver jeg socialfagets ophav og forskningsprojektets problemformulering. I artiklen præsenterer jeg svar på tre spørgsmål, som projektet genererede. Dette efterfølges af en opsamlende understregning af hvad socialfag er, en betragtning af perspektiver i samarbejdet mellem lærere og pædagoger og endelig nogle foreløbige konklusioner.

Hvad er socialfag?

På Harløse skole, en specialskole, undervises elever med Autisme Spektrum Forstyrrelser (ASF) i faget socialfag. Begrebet socialfag henviser til, at det er et fag med en skemalagt undervisningstime, hvori der arbejdes med et på forhånd planlagt emne ofte over længere tid fra en årsplan, på samme måde som med andre skolefag. På specialskolen udspringer socialfagets undervisningsmæssige indhold blandt andet fra de udfordringer associeret med diagnosen. Socialfag er ikke en fokusering på en enkelte elevs specifikke problemer per se. Det er snarere en rettethed mod, at de udfordringer den enkelte i klassen står overfor, kan have en almen karakter for alle klassens elever med ASF.

Det var i bestræbelsen på at adressere almenskolelærernes italesættelse af udfordringerne med inklusion, at projektet blev til. Intentionen og ambitionen har været at overskride skelnen mellem (almen) folkeskole og specialskole, således at pædagogiske redskaber fra specialpædagogik kan gøre sig tilgængelige i almenskolen (Fisker, 2012:82). Overskriften var ’socialfag som alment skolefag’ (SSAS). Men det er vigtig at præcisere her, at fokus ikke var rettet eksklusivt mod autisme og specialpædagogisk praksis.

SSAS er derimod en italesættelse af det specielle i det almene og at børn har forskellige forudsætninger for perspektivtagning uanset om de har en diagnose eller ej, men de kan i fællesskab udvikle deres muligheder for at forstå egne og hinandens perspektiver. Socialfag er også en italesættelse af, at mere inklusion som politisk mål har betydning for alle børn i den almene skole, og at alle disse børn udvikler sig i forskellige tempi. Følgende citat fra medforskeren understeger denne pointe:

’…jeg ser socialfag som en styrkelse af inklusionen, og som en styrkelse både af de børn der skal inkluderes. Dem tror jeg man kan løfte lidt i ”hvordan agerer jeg” og ”hvordan aflæser jeg andre menneskers ansigt” og sådan noget, men også et løft af de børn, som vi putter ind i klassen, normale børn. For der er også nogen af dem, som, altså skal lære at se udover egen næsetip og sige ”pyt”, og trække sig lidt indimellem, og ikke altid være den der skal have ret…’

Et kort overblik over specialeprojektet

Problemformuleringens ordlyd var,

Hvilke muligheder og begrænsninger præsenterer sig i en socialpraksisteoretisk undersøgelse af socialfag som alment skolefag, hvor specialpædagogik gøres tilgængelig for folkeskolen i bestræbelsen på en mere inkluderende praksis?

Projektet forløb sig over en periode fra januar til juni 2014 i henholdsvis en 2. og 3. klasse. I den første del af specialeprojektet,

Slut juni 2014

var der de indledende møder, hvor problemformuleringen blev drøftet og diverse aftaler med de deltagende klasselærere (medforskere) blev lavet. Der blev inviteret til et dialogmøde for alle indskolingspersonalet. Dernæst blev der foretaget deltagende observationer i klasserne med fokus på bestemte kategorier. Observationerne, feltnotaterne og dagbogsnotaterne blev løbende drøftet med medforskerne. I den anden del, praksisintervention med socialfag, definerede medforskerne temaer for 'socialfag som alment skolefag', som der skulle arbejdes med ude i klasserne. Disse temaer blev diskuteret, planlagt og ført ud i praksis af forskerspire og medforskeren for de respektive klasser. Specialeprojektets tredje del bestod af en evaluering og refleksion over praksisinterventionen, samt et semi-struktureret interview med hver af medforskerne. Der blev udarbejdet en 10 siders Statusrapport til den pågældende almenskole ledelse, samt et 100 sider kandidatspeciale til Aarhus universitet.

Socialfag som alment skolefag – 3 spørgsmål og en opsamlende understregning

1. Hvad blev vi klogere på?

·         Socialfag og de inkluderende læringsmiljøer. I socialfag arbejdes både med de udsatte elever, samtidig med at der arbejdes med de andre, det løfter alle i klassen og kan være med til at reducere tendensen mod en overfokusering på problembørn. På denne måde får eleverne, klassen og skolen begreber og udtryk til at beskrive det socialpædagogiske.

·         Socialfag rummede nogle muligheder idet det var skemalagt, forudseelig og struktureret. Dette skal ses i lyset af at klassens tid også blev brugt som en elastik, der skabte tid til andre forløb i andre fag, fordi der kan være stort pres fra andre aktiviteter i skoleåret fx trafik-uge, uge 6, klasse udflugter med mere.

·         Det blev fremhævet at en socialfag tilgang til det socialpædagogiske arbejde i klassen var mindre situationsbestemt end den måde hvorved klassens tid er blevet anvendt.  Dette skabte mulighed for at der kunne arbejdes forbyggende med det socialpædagogiske i klassen, hvor der var en progression i et sammenhængende forløb. Derved ikke alene brandslukning fx dagens konflikt

·         Arbejdet med Sociale mål som det praktiseres på skolen kan virke mere diffust, mens lærerene efter forløbet udtrykte at være bedre i stand til at tænke de sociale mål i skoleåret.

2. Hvad kunne det give i fremtiden på den pågældende almenskole?

·         Socialfag tænkes som et fag der undervises i på forskellige tidspunkter på dagen og ikke kun i yder timer, som det ofte har været med klassens tid. Synliggørelse af timens faglige mål for eleverne, eftersom børnene skal vide hvilke sociale kompetencer der øves i og trænes i undervejs i arbejdet med socialfag. De skal ikke overlades til at gætte.

·         Socialfag har potentiel for at være et udviklende fokus punkt for lærer og pædagog samarbejdet. Et fokus på at benytte og anvende de resurser lærer og pædagogerne imellem. For det første at kortlægge hvad de enkelte kan byde på.  For det andet at faggrupperne byder hinanden op og inviterer hinanden til noget samarbejde.

·         Socialfag kræver, at det kan være nødvendig at fremstille sit eget undervisnings materiale, hvis man som lærer gerne vil arbejde meget nært med de elever, som har eksempelvis motivationsvanskeligheder fx med at inddrage deres interesser i undervisningsmaterialet. Her ville (special)pædagogerne kunne have en aktiv rolle i.

·         Konkrete redskaber og undervisnings materialer fra den specialpædagogiske praksis har kunnet anvendes i tilpasset udgaver i de to klasser fx Carol Grays Sociale Historier og Tegneserie Samtale. Dette kunne være en fremtidig samarbejdsmulighed skolerne imellem.

3. Hvilke udfordring(er) er der?

·         En konstant udfordring er, udfordringen om ikke at se eleven som problemet og socialfag som individ orienteret. Socialfag er derimod rettet mod alle elever og ikke en, idet udgangspunkt er at udvide elevernes forståelse og indsigt i de betingelser og begrundelser for deres egne men også hinandens handlinger og handlingsmuligheder.

·         Indskolingslærerne fremhævede betydning af konflikter i frikvarter som medbringes til og forstyrrer igangsættelse af undervisning. Denne opfattelse deler lærerne sammen med eleverne, idet eleverne nævner selv at frikvarter, overgang mellem frikvarter samt lærerens fravær fra undervisning er en hyppig årsag til konflikter. I indskoling er frikvartererne struktureret ud fra nogle legeaftaler, der laves forinden og i fællesskab mellem læreren og eleverne. Frikvarteret er dermed superviseret af gårdvagter. Men alligevel fremhæves frikvarter som kilde til konflikter. Det udfordrende spørgsmål der rejser sig her, er om, hvor meget eller hvor lidt opsyn/ understøtning af eleverne er ønskeligt, hvis konflikter ønskes løst så hurtigt som muligt, således at forstyrrelserne til undervisningstimer i klassen er så lille som muligt? Eller kan frikvarteret betragtes som et socialpædagogiske læringsrum som kan spille sammen med socialfag som alment skolefag? Ikke fordi de mulige både gode og dårlige erfaringer i frikvarterne skal fejes væk, men de kræver måske en anden opmærksomhed end er tilfældet i dag.

En opsamlende understregning - Socialfag er:

·         Et fag for alle ikke for en.

·         Intenderet læring om det sociale liv sammen.

·         Sociale mål for det fælles liv vi lever sammen.

·         At muliggøre en strukturering af en praksis.

·         At muliggøre en rammesætning af det der i forvejen arbejdes med på skolen således at der præsenterer sig en sammenhæng.

·         Ikke et fokus på udfordringer for den enkelte i de praksisfællesskaber subjektet indgår i, socialfag retter fokus derimod på, at alle kan blive udfordret på forskellig vis i det fælles liv sammen. Vigtigst er, at eleverne præsenteres for strategier, redskaber og metoder, som giver handlemuligheder til at kunne i fællesskab finde løsninger.

Perspektiver med socialfag i lærer og pædagog samarbejde

Reformen har betydet, at klasselærerfunktionen er under forandring, samt en ændring i de traditionelle faggrænser mellem lærer og pædagog. Fra i år deltager pædagoger mere i skolen, hvilket kan opleves udfordrende for begge faggrupper. I denne sammenhæng kan Socialfag, som understøttende undervisning, være et udviklende fokus punkt for lærer og pædagog samarbejdet med et fokus på at benytte og anvende de ressourcer lærere og pædagoger besidder. I denne sammenhæng kan det være givtig at drøfte, hvad de enkelte kan byde ind med.

Men med det sagte, er der i praksis gjort nogle erfaringer på den pågældende almenskole, som indførte socialfag som alment skolefag i deres skolecurricula for en 1. og 2. klasse i skoleåret 2014/2015. En af de disse er, at den nye arbejdstidsaftale har givet mindre tid til fælles drøftelser/planlægning end forventet. Der var ellers en forventning om, teamsene ville kunne drøfte, hvordan arbejdet med det sociale i socialfag skulle tilrettelægges i klassen, således at man som (klasse)lærer ikke stod alene med socialfag eller det socialpædagogiske arbejde med klassen i teamet. Tværtimod er det på den pågældende almenskole ikke lærerene, der står alene med det sociale, men derimod er det specialpædagogerne som står for undervisning i socialfag som alment skolefag, mens lærerene er til forberedelse. Der kan være mange praktiske grunde for dette, men det betyder at det tværfaglige mellem faggrupperne har haft vanskelige betingelser, hvor lærerens klasseledelses kompetencer og specialpædagogernes relations kompetencer har savnet hinandens selskab.

De foreløbige konklusioner

Socialfag som alment skolefag præsenterer muligheder for en fælles italesættelse og rammesætning af klassernes sociale liv sammen i praksisfællesskaber. Socialfag som alment skolefag var mere struktureret, varieret og eleverne mere deltagende, end når man sammenlignede det med almenskolens praksis med ’klassens tid’.

Undersøgelsen viste også, at dikotomien, dvs. opdeling mellem det faglige og det sociale er udfordrende for medforskernes handleevne. I denne forbindelse har den valgte tilgang præsenteret et mulighedsrum, hvor medforskerne har kunnet reflektere over socialpædagogisk praksis med henblik på en praksisændring.

Endvidere har denne tilgang vist, at socialfag kan ved hjælp af et inddragende samarbejde mellem praktikker, blive til en praksis i almenskolen. Dette samarbejde er ikke ensbetydende med en identisk overførsel fra en specialskolepraksis til en almenskolepraksis, men snarere en udvikling af praksis indefra, genereret af deltagerne situeret i praksis. Med andre ord har Socialfag kunne overskride sit ophav i det specielle og gør sig tilgængelig og anvendelig i folkeskolen. 

På trods for at der er flere udfordringer for den pågældende almenskole i etablering af socialfag som alment skolefag i praksis, er der alligevel her, at der findes en real fremtidig samarbejdsmulighed både for specialpædagoger og lærere, men også for de forskelige skolepraksisser imellem.

Andrew Dobson, lærer og Cand.pæd.pæd.psyk.