”Der er uddannelsessnobberi i vores samfund, og det har der været i rigtig, rigtig mange år”, siger statsminister Mette Frederiksen i et interview med Weekendavisen.
Foto: Statsministeriet
Statsministeren bebuder ændringer i folkeskolen
I et interview med Weekendavisen varsler statsminister Mette Frederiksen en stor uddannelsesreform, som også indebærer ændringer i folkeskolen. Folkeskolen skal blive bedre til at rumme drengene, lyder det fra statsministeren.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Statsminister Mette Frederiksen (S) peger i et interview med Weekendavisen i torsdags på, at erhvervsuddannelser og produktionsvirksomheder skal have en større rolle i fremtidens økonomiske vækst og grønne omstilling.
Det kræver, at man inddrager hele uddannelsessystemet - også folkeskolen, lyder det i interviewet.
"Hvis ikke vi har en skole og et uddannelsessystem, der understøtter det her, kan vi ikke bebrejde de unge, at de ikke går den vej. Vi må tage hul på en diskussion om, hvad vi egentlig har udviklet vores folkeskole til at være. Har vi i virkeligheden skabt en grundskole, som i alt for høj grad tilgodeser de børn og unge, som passer ind i en meget teoretisk, til tider abstrakt, til tider akademisk inspireret skolemetode? Hvorfor vi i virkeligheden, uden nogen har villet det - for det har ingen selvfølgelig et ønske om - har skabt en skole, hvor vi år efter år bliver ved med at skabe en enorm skoletræthed og modstand mod at tage uddannelse. Ikke mindst for vores drenge", siger Mette Frederiksen i interviewet.
Minister efter reform-konklusion: Problemerne er i elefantstørrelsen - nu skal de løses i bidder
Statsministeren understreger i samme interview, at hun ikke er på vej med en decideret ny skolereform.
"Jeg anmelder ikke en ny folkeskolereform, men en samlet politisk reform, hvor vi adresserer de her forskellige problemer, og hvis ikke vi får taget fat i folkeskolen også som en del af det her, tror jeg ikke, vi kommer til at løse opgaven. Men hvordan vi præcis kommer til at gå til opgaven, vil vi præsentere senere. Men skoletrætheden, frafaldet på ungdomsuddannelserne, det at så mange unge ikke får en kompetencegivende uddannelse - det starter i folkeskolen, og det bliver vi nødt til at diskutere med hinanden. Nogle har sagt, at vi har en skole, som appellerer for meget til pigerne, og det er selvfølgelig for stereotyp en opdeling, for masser af drenge trives i skolen, og der er også piger, der bliver skoletrætte. Men jeg tror, de fleste af os vil kunne genkende historier om, at der ganske enkelt er for mange drenge, der ikke kan se sig selv i skolen. Så den diskussion kommer vi til at starte, og vi kommer også til at tage favntag med den".
Læs mere
Læsinterviewet med Mette Frederiksen fra Weekendavisen her