Hvad nu hvis de unge mistrives fordi det er det, vi forventer af dem? En erfaren gymnasierektor slår et slag for fællesskabet, og gør det så det er interessant for lærere og skoleledere på mange niveauer.
Jeg kan ikke gå til eksamen, jeg har fået klimaangst - Skoleledelse, mistrivsel og formålet, der blev væk
Forfatter: Birgitte Vedersø
300 kroner
200 sider
Hans Reitzels Forlag
Alle er meget bekymrede for
blomsten af Danmarks ungdom. Men hvad nu hvis al den fokusering på individet og
alle de mange særhensyn, der tages for den enkelte elev er med til at ødelægge
fællesskabet i vore skoler?
Annonce:
En tidligere gymnasierektor, Birgitte Vedersø,
har skrevet en bog, der er et indlæg i debatten om, hvad det vil sige at drive en
skole ud fra et ledelsessynspunkt. Og det er ikke alene sundt at få vendt de
bifokale briller lidt en gang i mellem. Det er ikke sikkert, at vi gør vore
børn og unge en tjeneste ved hele tiden at rette fokusset på dem og deres
behov, men i stedet begynder at tænke lidt mere på skolen som et demokratisk
mini-laboratorium. Vi skal have fornyet fokus på skolens formålsparagraf, så
vi sikrer de unges viden, færdigheder, mestring og kompetencer og opfostrer
de kommende generationer til at blive stærke og livsduelige mennesker, der er
forberedt til deltagelse, medansvar og pligter i et samfund præget af frihed og
folkestyre.
Men hvad er roden til problemerne, og hvordan
kommer vi dem til livs? Det er de spørgsmål, som Birgitte Vedersø giver sig i
kast med at svare på. På mange måder minder hendes bog om Lise Egholms bog Fordi du skal – en kærlig opsang fra en gammel dame, der synes, at det er på
tide, at vi lærer ungdommen, at en fast og kærlig hånd i ryggen kan medvirke
til at nedtone eksamensangsten. Måske er det også på tide, at vi lærer de unge
at fokusere, i stedet for at skulle være aktive på alle platforme på samme tid og at det kræver blod, sved og tårer at få en studentereksamen eller bare det
at få et højt nok gennemsnit på grundskolens afgangsprøve til at kunne komme
ind på gymnasierne.
Bogen tager sit udgangspunkt i gymnasieskolen,
hvor Birgitte Vedersø har været rektor i 23 år, men den er også brugbar i
forhold til andre skoleformer. Der er behov for refleksion og forandring hos
alle disse parter, hvis skolen skal tilbage til sit formål, nemlig at danne og
uddanne vores unge. Et formål, som det ifølge Birgitte Vedersø bliver stadigt
sværere at opfylde, når hensynet til fællesskabet må vige for et stadigt større
fokus på individuel trivsel. Ja, måske kan vi også få mindsket stressen hos alle
underviserne, der hele tiden skal holde styr på alle de individuelle særhensyn,
der skal tages. Selvfølgelig skal vi være fleksible, og vi skal vise hensyn,
men det kan også tage så meget overhånd, at der til sidst ikke er nogen, der
trives, og hvis lærerne ikke trives, så kan vi være sikre på, at vore elever
heller ikke gør det.
Birgitte Vedersø mener, at vi har gjort de unge
en bjørnetjeneste, når mistrivsel er blevet den nye norm, og når vi så har en
generation af unge, der gerne vil være ”normale” og gerne vil passe ind i det,
der forventes af dem, ja, så mistrives de også lidt, fordi det er det svar, vi
forventer at få, når vi spørger dem om, hvor presset de føler sig. Man skal da
være en doven hund, hvis man svarer, at man har det godt med sig selv og sine
venner, ikke?
Annonce:
Birgitte Vedersø argumenterer for et
dobbeltblik, så både skolen og fællesskabet skal vejes op mod den enkeltes
oplevelser og behov. Vi har brug for flere modhistorier, hvor der er fokus på
håbet, det positive og det optimistiske. Der er mange forklaringsmodeller på,
hvor det hele gik galt, dem vil jeg ikke komme ind på her, da de er alment
kendte. Forskningen har givet os mindst tre årsagsforklaringer, der handler om
tempo, præstation og selvfremstilling. Vi er blevet så psykologiserede i vores
tilgang til hinanden, at vi har glemt, at først og fremmest har brug for tætte
relationer, så vi kan gå ud og få nye erkendelser. Birgitte Vedersøs bog er en
vigtig stemme i debatten om unges trivsel. Jeg vil derfor anbefale bogen til
kollegial drøftelse – og ikke mindst som et indlæg til en debat om forældrenes
indflydelse på unges trivsel.