Skolekonsulent føler sig bondefanget af KL’s filmaftale

Forvirringen om, hvornår lærere må vise spillefilm, så ud til at være slut, da KL meldte ud, at alle restriktioner var væk, hvis skolerne blot betalte en licens til Copydan. En skolekonsulent føler sig snydt, for aftalen omfatter langt fra alle film.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Udmeldingen fra KL kom i foråret. Ifølge Jesper Holtoug, skolekonsulent for skolebiblioteker, it og medier i Allerød Kommune, var folderen nærmest formuleret som et festskrift.

"Det har altid været ret ugennemskueligt, hvad lærere måtte vise af film. Derfor har jeg ventet på den dag, da en skole ville blive ramt af en uheldig retssag. Så da KL meddelte, at ved at betale en månedlig afgift kunne skolerne vise alle de spillefilm, de havde lyst til, skyndte vi os at sige til skolelederne, at de skulle sørge for at betale, Så kunne de bare leje filmene nede på tanken og endda vise dem for flere klasser på én gang", fortæller Jesper Holtoug.

Endnu mere indviklet end før

Stor var konsulentens overraskelse, da han et par uger senere fik et brev fra MPLC/Filmlicens, der gjorde opmærksom på, at en lang række amerikanske filmselskaber ikke er omfattet af aftalen mellem KL og Copydan. Filmlicens varetager rettighederne for mastodonter som Walt Disney, Paramount, Universal, Scanbox og Pixar og sidder på 65 procent af alle film, der sælges i Danmark.

"KL korrigerede ganske vist sit festskrift efterfølgende, men vi føler os til grin, fordi KL hejser flaget, og så viser det sig, at aftalen ikke er dækkende. Tværtimod er det endnu mere indviklet end før, fordi lærerne nu skal tjekke meget omhyggeligt, hvem der har produceret en film, før de viser den", siger Jesper Holtoug.

Han føler sig bondefanget af en aftale, der ikke fungerer.

"Jeg havde aldrig hørt om MPLC før, men jeg kunne hurtigt se, at firmaet repræsenterer mange store filmselskaber. KL-aftalen omfatter primært danske film, men der findes mange relevante film fra udlandet. Jeg forstår ikke, hvorfor KL ikke har kontaktet hele filmbranchen, eller i det mindste ikke meldte ud fra starten, at aftalen kun gælder et begrænset antal film".

Jesper Holtoug vil sammen med andre konsulenter i Nordsjælland skrive til KL og opfordre til at indgå en holdbar aftale med hele filmbranchen.

"Det smarte ved aftaler er, at vi kan spare penge på materialekontoen ved at betale én gang. Derfor må en licens hellere koste noget mere og så omfatte alle film", siger Jesper Holtoug.

Måske er der slet ikke brug for en aftale

I KL lander brevet fra konsulenterne foran chefkonsulent Dario Silic. Han har allerede aftalt at mødes med MPLC/Filmlicens senere på året. Han var ikke ansat i KL, da aftalen med Copydan blev indgået, og han er ikke sikker på, at skolerne overhovedet har brug for en filmaftale.

"For mig at se behøver skolerne ikke betale for noget, som er gratis, hverken til Copydan eller nogen andre", siger Dario Silic.

Ifølge loven har indehaveren af ophavsretten til et værk ikke krav på betaling, hvis en lærer bruger værket som led i undervisningen.

"Hvis man har et tema om Anden Verdenskrig, er det oplagt at vise 'Der Untergang', og det må man altså gerne. Det er noget andet, hvis en film vises til et arrangement med forældre og søskende", siger Dario Silic.

KL vil spørge omkring 30 skoler for at høre, hvordan de bruger spillefilm.

"Hvis skolerne alene bruger spillefilm i undervisningen, har de ikke behov for en licensaftale. Ellers må vi se, om vi kan lave en aftale, som både omfatter Copydan og Filmlicens. Indtil det sker, kan de tilslutte sig aftalen med Copydan og være opmærksom på, at den ikke omfatter alle film", siger Dario Silic.

Filmlicens vil gerne være med i en aftale

Hos MPLC/Filmlicens er direktør Christian Dahl overbevist om, at skolerne har brug for en licensaftale.

"Med en aftale står det lærerne frit for at vise film på tværs af klasser, i fritimer og vikartimer, på hytteture og til sociale arrangementer med forældre og søskende. Og lærerne skal ikke rapportere, hvilke film de viser, da de kan bruge både lånte, lejede og købte film", siger Christian Dahl, der tilbyder skoler licens til film fra de 56 filmselskaber, MPLC/Filmlicens repræsenterer.

I 2006 var MPLC/Filmlicens blandt initiativtagerne til den nuværende KL-aftale og var med på, at den månedlige pris skulle dække alle film. Men virksomheden kunne ikke blive enige med de øvrige rettighedsindehavee om, hvordan skolernes indbetalinger skulle fordeles.

"De rettighedsindehavere, vi repræsenterer, forventer en afregning, som svarer til vores andel af filmmarkedet, men ellers har vi samme interesse som KL: Vi vil også gerne gøre det nemt for lærerne, så de kan sætte en hvilken som helst film på i alle situationer. Det har vi mandat til fra Walt Disney, Paramount og alle de andre selskaber, vi repræsenterer. Faktisk ryster de på hovedet over, at vi i et lille land som vores ikke kan blive enige om at lave en sådan aftale", siger Christian Dahl.