I 1814 nåede Danmark bunden. Ved Kieler-freden måtte man afgive Norge til svenskerne, og året forinden var Danmark gået statsbankerot.

Men midt i al elendigheden blev en af vigtigste beslutninger nogensinde i Danmarkshistorien truffet; nemlig etableringen af Almueskolen, der efter 1899, er bedre kendt som Folkeskolen. Her blev fundamentet lagt til det velfærdssamfund, der realiseredes i det 20. århundrede. Uden en oplyst og uddannet befolkning var Danmark aldrig nået til at blive det samfund, vi er i dag.

Den offentlige skole gav bondesønnerne såvel som borgerskabets sønner den fri og nogenlunde lige adgang til et minimum af færdigheder, der igen er det fundamentale afsæt for en oplyst og demokratisk befolkning.

I dag er den danske folkeskole under det største pres i sin historie. Presset er nationalt som internationalt. Det liberale styringsdogme, New Public Management, har hærget den offentlige sektor det sidste årti. Dannelsen, kundskaberne og pædagogikkens højborg, folkets skole, er ej heller gået ram forbi. Selv det pædagogiske møde med eleverne, er nu koloniseret af management-synonymer, fx Classroom Management, der dog trods alt er mere pædagogisk end dets golde klang - heldigvis!

Skolen skal måles og vejes konstant, og det gøres internationalt qua PISA-test eller OECD-sammenligninger. Nationalt kan man som forælder slå skolernes enfoldige karaktersnit op og derudfra vælge sin vare med omhu.

Den gængse politiker gør det samme og får dermed brændsel til at lutre det ideologiske bål, der nu brænder i skolegården. Der synes at være tændt op under den evige flamme, og lærerne og pædagogerne ved aldrig, hvilke gløder, der springer og brændemærker dem som uduelige, dovne eller det, der er værre.

Uddannelse er blevet markedsgjort. Mange frie og private skoler voksede frem længe før Almueskolen så dagens lys. De opstod på bestemte værdier, fx religiøse eller dannelsesmæssige. Det kendetegner et fuldtonet demokrati, at det er lovligt og muligt at etablere alternativer til det offentliges tilbud, og derfor er det godt, at vi har forskellige fri- og privatskoler i Danmark.

Men den private skole lever godt af de ulige vilkår mellem denne og folkeskolen. Folkeskolen skal løfte meget store opgaver, særligt inden for inklusion, integration og udsatte familier. Opgaver som nogle private skoler rettelig også løfter, da det er en del af deres værdi- og samfundssyn, men der er ingen stringens indenfor den private uddannelsessektors sociale og samfundsmæssige tilgang. Det er enhver fri skole frit beskåret at afbryde ”kontrakten”, hvis ikke samarbejdet fungerer. Da skal den lokale folkeskole - og kommunekasse - stille øjeblikkeligt som fejeblad for det mislykkede samarbejde, og det gør den.

Det ville vel i princippet være ok, hvis de private og frie skoler var reelle, private virksomheder, der solgte et bestemt tilbud indenfor uddannelse og dannelse. Men det er de ikke. De er fundamentalt afhængige af offentlige midler. For hver hundredkroneseddel, der bruges til drift af en privatskole, er de 71 kroner hentet i det offentliges kasse.

Her ligger den faglige, pædagogiske og sociale dræning af folkeskolens muligheder. Den kommunale folkeskole skal stadig løfte alskens faglige og sociale opgaver, men pengene flyder udenom folkeskolen og ud i det private, hvor man ikke har klare minimumskrav for den sociale indsats.

Hvor private skoler tidligere opstod på en nogenlunde klar pædagogisk eller religiøs tradition, opstår der i disse år en tvivlsom blanding af protestskoler, hvor ”landsbyoverlevelse” ofte er det sympatiske, men lidet faglige argument. Disse skoler har ofte et voldsomt lavt elevtal, og deraf også meget lidt fagligt og pædagogisk personale. Men pengene følger stadig i en lind strøm med ud af den folkeskole, der skal levere til PISA, skiftende regeringer og tidens præstationskult.

Den just vedtagne reform af folkeskolen forfordeler paradoksalt nok de private skoler - men forventningen om et socialt ansvar følger ikke med. Det er tiden til et opgør med dette ulige system. De private skoler skal underlægges et socialt taxameter, hvor deres offentlige tilskud reguleres ud fra den socioøkonomiske indsats, de leverer lokalt. De privatskoler, der åbenlyst fravælger bestemte elever eller familier, skal have et betragteligt mindre tilskud.

Det offentlige støtter de private skoler med 4,4 milliarder årligt uden klare forventninger eller krav til den sociale indsats. I relation hertil er folkeskolens budget reduceret med 3-4 procent de sidste fem år.

Et tydeligt eksempel er Nyborg Kommune, hvor man har sparet, hvad der svarer til 11 procent af udgifterne på folkeskolerne i kommunen fra 2008 til 2012, mens de offentlige udgifter til kommunens privatskoler samtidig er steget med 26 procent.

Formand for de frie skolers lærerforening, Uffe Rostrup, er desværre ikke umiddelbart klar til at arbejde på at udligne denne skævvridning af resurserne;

»De frie skoler bør være et værdimæssigt alternativ til folkeskolen – ikke et mønsterbrydende eksperiment«. (Information, 31/8-13)

Dermed er aben trygt og godt tilbage ved den hidtidige ejere, de danske lærere og folkeskolen.

Det er entydigt et politisk ansvar at skabe lige vilkår mellem folkeskolen og de private skoler.

Der har vi politisk - endnu - ikke bestået.

Thomas Klimek, folketingskandidat og medlem af Landsledelsen for SF.

Uddannet folkeskolelærer på Hjørring Seminarium