'Vi har fået lavet en ny undersøgelse, hvor vi kan se, at elever fra små skoler med 9. klasse har lidt dårligere afgangskarakterer end på store skoler, også når vi tager højde for forældrenes uddannelsesmæssige baggrund', siger Jørgen Søndergaard.
Ricky Molloy
Rejseholdet: Vi bygger vores anbefalinger på forskning
Kritikere har peget på, at rejseholdet ikke i tilstrækkelig grad bygger sine anbefalinger på forskningsmæssige beviser. Det gælder i høj grad forslagene om større skoler, og om at de nationale test skal offentliggøres. Lederen afviser kritikken
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Rejseholdet anbefaler, at man styrker fagligheden gennem større skoler. Men ingen ved, om større skoler er bedre end små, sagde professor i pædagogisk statistik Peter Allerup til Folkeskolen i februar.
"De store skoler ligger i store byer, hvor folk er rigere end i de små samfund. Derfor har skolerne et bedre elevgrundlag. Længere er den ikke".
Peter Allerup har de seneste dage været i dagspressen med det samme budskab. Men rejseholdets formand, Jørgen Søndergaard, afviser kritikken.
"Vi har fået lavet en ny undersøgelse, hvor vi kan se, at elever fra små skoler med 9. klasse har lidt dårligere afgangskarakterer end på store skoler, også når vi tager højde for forældrenes uddannelsesmæssige baggrund", siger Jørgen Søndergaard.
Flere grunde til at skolerne skal være større
Rejseholdet henviser ikke til undersøgelsen i sin baggrundsrapport, hvor man derimod refererer til andre undersøgelser, som både taler for og imod store skoler.
"Vores nye undersøgelse er på vej på vores hjemmeside, så man kan se, hvordan statistikerne på Uni-C har lavet den. Der skulle lige læses korrektur på den først. Men undersøgelsen er ikke det centrale. Der er der tre andre grunde til, at vi anbefaler større skoler", siger han.
For det første er små skoler dyrere pr. elev end store skoler. For det andet sender de flere børn i specialskole. For det tredje skal skolestørrelsen også ses i sammenhæng med, at rejseholdet vil have vejledere i matematik, it, specialpædagogik, AKT og naturfag ind på alle skoler.
"Det kan små skoler ikke bære økonomisk. Derfor anbefaler vi, at skolerne skal være store", siger Jørgen Søndergaard.
Anbefalinger bygger på ni reviews og 69 undersøgelser
Kritikken fra blandt andre Peter Allerup har fået rejseholdet til at understrege på sin hjemmeside, at dets arbejde er baseret på forskning.
"Til grund for anbefalingerne ligger både dansk og international forskning; 9 reviews og 69 undersøgelser og analyser", skriver rejseholdet og nævner seks forskere, man har samarbejdet med. Desuden har rejseholdet selv gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt samtlige kommuner, samtlige skoleledere i folkeskolen og en stikprøve af lærere i 5. og 8. klasse.
Jørgen Søndergaard er ude i et håbløst forsøg på at redde sit navn og ære, når han bedyrer, at rejseholdets anbefalinger er forskningsbaserede, mener Niels Christian Sauer fra DLF's hovedstyrelse.
"Når man siger, det er en god ide at offentliggøre testresultater, må man pege på de steder, hvor man henter sin legitimitet. Det har man ikke gjort, og mig bekendt siger alle forskere, at det er hul i hovedet. Men pludselig kommer statsministeren ind, og så skal alle synes, det er en god ide. Selv daværende undervisningsminister Bertel Haarder vendte på en tallerken, efter at han i tre år havde sagt, at det vil være skadeligt for skolen", siger Niels Christian Sauer.
Ingen samlet oversigt over baggrundsmaterialet
Rejseholdet bringer hverken på sin hjemmeside eller i baggrundsrapporten de undersøgelser og den forskning, de alt ti anbefalinger til fremtidens skole bygger på.
"Jeg vil tro, at det består af mellem 1.000 og 1.500 sider, så af praktiske grunde har vi ikke samlet det. Men vi henviser til de vigtigste undersøgelser eller til de pågældende institutter i baggrundsrapporten. Meget af det andet vil kun fagspecialister være interesseret i", siger Jørgen Søndergaard.
Det bør ikke være uoverkommeligt at lægge ni reviews og 69 undersøgelser og rapporter ud, mener Niels Christian Sauer.
"Det er blot 78 links. Indtil jeg kan se belæg for, at det er en god ide at offentliggøre testresultater, tillader jeg mig at tro, at det kommer fra statsministeren. Men det ærgrer mig, at rejseholdet er et politisk projekt, for det også kommer med gode forslag. For eksempel anerkender man enhedsskolens værdier, og man understreger efteruddannelsens betydning", siger Niels Christian Sauer.
Meget på spil for skolerne
Rejseholdet skriver i sin rapport, at der så vidt vides ikke findes egentlige effektundersøgelser af konsekvenserne af at offentliggøre for eksempel test- og prøveresultater.
I samme åndedrag henviser man til professor Sven Erik Nordenbo fra Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning, der sidste år blev færdig med en stor undersøgelse om pædagogiske test. Den viser, at der intet forskningsmæssigt belæg er for at sige, at eleverne bliver dygtigere af test. Tværtimod er det dokumenteret, at offentlige testscorer betyder ensretning af undervisningen mod det, det testes. Alligevel anbefaler rejseholdet altså, at man offentliggør testresultater i Danmark.
"Nordenbo har ikke undersøgt selve konsekvensen af at gå fra test, der bliver i skolens regi, til at offentliggøre test. Det kan vi ikke finde nogen undersøgelser af. Nordenbo giver en fortolkning af nogle utilsigtede virkninger af high stakes test, altså test hvor der står meget på spil. For eksempel er bevillingerne til skolerne i nogle stater i USA afhængige af testresultaterne. Det kan man aldrig forestille sig i Danmark", siger Jørgen Søndergaard.
Der vil også være en masse på spil for de danske skoler, mener Niels Christian Sauer.
"Dagen efter offentliggørelsen står de rangordnet på forsiden af avisen, og vi ved fra andre lande, at lærerne på de skoler, der scorer dårligt, begynder at lægge undervisningen an, så den målretter sig testene. Det gør ud over den brede faglighed hos eleverne. Det har vi set i England", siger Niels Christian Sauer.