Beskæftigelsesministeren: Det er stadig forbudt at svejse

Selvom folkeskoler, interesseorganisationer og erhvervsliv ryster på hovedet, er der ingen udsigt til, at forbudet mod at svejse i forbindelse med folkeskolernes undervisning bliver ophævet.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I et svar til Danmarks Lærerforening afviser beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen at gøre det lovligt at svejse i grundskolen.

Svejsning kan ifølge ministeren få konsekvenser for helbredet, hvis ikke det udføres med største forsigtighed, fordi det indebærer brug af en farlig maskine, og fordi det afgiver røg med kræftfremkaldende stoffer.

Claus Hjort Frederiksens svar bygger på en afgørelse truffet af Arbejdstilsynet.

"Der gælder et forbud mod metalsvejsning for unge under 18 år", siger kontorchef i Arbejdstilsynet Jeanne Borgqvist og fortsætter:

"Der er kun få undtagelser fra den hovedregel. De går ud på, at hvis det foregår som led i en kompetencegivende uddannelse, så kan man få lov til at svejse".

På flere skoler har man håbet på, at forbudet ville blive ophævet, efter at Bavnebakkeskolen i Støvring over flere omgange har forsøgt at få myndighederne til at droppe det. Sidst har skolen anket et påbud mod svejsning til Arbejdsmiljøklagenævnet.

"Sagen bliver først behandlet i april. Derfor undrer vi os over, at ministeren kommer med sådan en melding nu", siger lærer på Bavnebakkeskolen, Torben Switzer.

"Mange elever svejser hjemme i deres fritid, derfor burde det være til alles fordel, hvis de lærte at gøre det ordentligt i skolen. Skolernes sløjdlærere er uddannet i at give eleverne viden om farer ved svejsning og i at bruge værnemidler", siger han.

Stor betydning

Danmarks Lærerforening har taget en række initiativer for at det fortsat skulle være muligt at svejse i grundskolen, men de har ikke givet det ønskede resultat.

"For mange har det stor betydning for valget af ungdomsuddannelse og fremtidigt erhverv at lære at svejse. Det er også vigtigt at folkeskolen kan tilbyde undervisning og afprøvning af færdigheder til alle elever. Der er elever, for hvem det er afgørende at kunne bruge sine hænder og opøve håndværkmæssige færdigheder - også i folkeskolen, men de sundhedmæssige forhold skal selvfølgelig være i orden", siger konsulent Jørgen Bruun Christensen, Danmarks Lærerforening.

Uddannelsespolitisk konsulent i Dansk Industri Casper Venbjerg Hansen er enig.

"Unge mellem 15 og 18 år må gerne svejse på en erhvervsskole, hvis de er i gang med en erhvervskompetencegivende uddannelse. De må også godt svejse på produktionsskoler, hvis der er givet dispensation, selvom det ikke er kompetencegivende. Hvis elever og forældre erklærer sig indforstået, er det derfor underligt, hvis grundskoler ikke kan få lov til at undervise i svejsning", siger han.

Arbejdstilsynet har fremover tænkt sig at tjekke om der bliver svejset, når de kommer på tilsynsbesøg på folkeskoler. Er det tilfældet, vil der blive givet et såkaldt strakspåbud.