Debat

Påske-opstandelse

Hvis vi en gang for alle kunne blive enige om, at skoleledernes job ikke er et kommunalt sekretærarbejde eller et karrieretrin hen imod et direktørjob i et privat firma, kunne vi begynde at se hinanden i øjnene igen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er mange indfaldsvinkler til en god Folkeskole. Men der er et faktum, som er helt evident: Folkeskolen skal repræsentere og praktisere en professionel pædagogisk praksis.

Ellers er det ikke en Folkeskole, men noget andet.

Derfor skal en leder i folkeskolen lede en skole, dvs. vide hvordan de understøtter, at læreren selv kan kvalificere undervisningen.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Hvis vi en gang for alle kunne blive enige om, at skoleledernes job ikke er et kommunalt sekretærarbejde eller et karrieretrin hen imod et direktørjob i et privat firma, kunne vi begynde at se hinanden i øjnene igen. Skoleledere kunne nu få mere tid og fokus på praksis, fordi de ikke skulle rende til alle mulige umulige lederkurser, hvor de undervises i de samme managementteknikker som direktører på Novo Nordisk og i de samme it-metoder, som en amerikansk autistisk Google-programmør i City Con Valley har udviklet.

For skoleledere ender ikke som højtbetalte direktører i et privatfirma  – lige meget hvor meget Stefan Hermann lover dem karrierefremmende kurser - skoleledere reduceres i øjeblikket alene til lydige bogholdere, der får statistikkerne til at passe i den kommunale forvaltning.

Når vi er blevet enige om, at Folkeskolen er en skole og ikke en it-virksomhed, så kan vi begynde at få noget for vores skattepenge. Når vi igen ser børnene som elever - der  primært skal indgå i didaktiserede lærings- og dannelsesprocesser - så kan vi begynde at skabe undervisningsglæde, -mod og -fantasi. For så er de såkaldte undervisningeksperter igen blevet lærere, dvs. fagpersonligheder.

Undervisningsministeren kunne starte med følgende tiltag:

  • Check om skoleledere på leder-kurser undervises i at lede skoler med en pædagogisk praksis, eller de overhøres i managementteorier for topledere?
  • Check om folkeskolelærernes Mærsk-finansierede opkvalificeringskurser tager udgangspunkt i pædagogisk-didaktiske teori og en respekt for de kommunale ansattes (læreres og pædagogers) viden og erfaring, eller alene doceres i anglesaksiske behavioristiske neurologiske/psykologiske læringsmetoder.
  • Check om kommunernes kvalitetsrapporter fra folkeskolerne handler om en pædagogisk praksis eller om rapporterne alene er en hel masse fiktive abstrakte tal og begreber, som andre faggrupper tror er kvalitetsparameter for folkeskoler og som skolelederen skriver for at tilfredsstille forvaltningens irrationelle systemkrav.
  • Check om læreruddannelsesreformen giver lærerstuderende mulighed for at udvikle en fagpersonlighed og tage et selvstændigt didaktisk ansvar, og ansæt herefter de studerende til at tage et pædagogisk ansvar for metoderne og evalueringsparametrene ude på skolerne.
  • Lad folkeskolelærere have tid til at dele erfaringer og problematikker med kolleger i arbejdstiden og lad skolelederen have reel ansvar for den overordnede pædagogiske kvalitet (ikke en eller anden embedsmand eller karrierefixeret professor)
  • Find ud af, hvad et undervisningsministerium minimum behøver af dokumentation og ensliggørelse på folkeskolerne, og lad så skolelederen være ansvarlig for at samle de informationer ind på nettet hver sommer, inden han/hun går på sommerferie. Så kan der være ro til at arbejde i løbet af skoleåret.
  • Forstå at det ikke er teknologiske programmer, der skal styre eller kan motivere folkeskolelærere. Lad eleverne møde fagpersonligheder og lad it-programmer være reelle midler, ikke mål. Lad lærerne i praksis tage ansvaret for egne didaktiske valg, uden at være styret af at skulle afkrydse i matrixsystemer.
  • Indbyd lærerne til regionale workshops, hvor de sammen deler erfaring og viden. Og de kan altså godt tænke selv ude på skolerne. Sammen med deres kolleger og skoleledelsen. De kan måske få et akademisk oplæg først, der kan inspirere og provokere, men de har ikke brug for en eller anden ph.d.ers ualmindelige banale indlysende pointer, som er vredet igennem DPUs reformstyrede forskningsprogrammer! Det gør mere skade end gavn. Lærere er ikke halv-akademiske, men hel-pædagogiske.

Tid og tillid er grundstenene for al faglig arbejdsglæde og god undervisning. Så er den bare ikke længere….

…..Og det er faktisk ikke så svært at praktisere. Det giver helt sig selv, hvis man lader ansatte (ledere og lærere) i den pædagogiske praksis løse deres konkrete udfordringer sammen med inspiration fra de teorier, som udspringer af deres fag: Pædagogik og Almen Didaktik.

Powered by Labrador CMS