Bogen er skrevet i et særdeles godt sprog. Parataktisk som Hemingway og med mange metaforer, der fanger læseren. Krydret med små eventyr, cases, kulturkritiske indlæg og udfald mod ernæringseksperter og læger. Den er påén gang en lærebog, en debatbog og en redegørelse for en terapeuts meget personlige paradigme og metode.

Bogen behandler de tre spiseforstyrrelser anoreksi, bulimi og overspisning, som i 95 procent af tilfældene rammer kvinder. Risikogruppen er piger i 13-20-års alderen. Forfatterens meget indfølende beskrivelser giver både adgang til at forstå mekanismerne, det teoretiske forklaringsgrundlag og de senere gennemgange af de terapeutiske forløb.

Forfatteren lægger ikke skjul på, at spiseforstyrrelser udvikles i et samspil med det liv, de unge piger prøver at få hold på. Og da skolen og lærerne fylder en del af dette liv, er forståelsen af samspillet væsentligt for indgriben i udviklingen af spiseforstyrrelserne. Grundproblematikken er vejen fra barnets afhængighed til den voksnes uafhængighed i spændingsfeltet mellem liv og død. Det er forfatterens provokerende påstand, at spiseforstyrrelser ikke er problemet, men den selvskabte løsning på et problem.

Som overgang til behandlingsdelen gennemgås en kropsdynamisk udviklingsmodel, og begrebet mødring indføres. Mødring er to sider ved moderkærligheden, omsorgen for og afskeden med. Alle mennesker med spiseforstyrrelser har problemer med adskillelsen, når alderen for den nærmer sig. Det er det, der er kernen. Mad er bare en metafor for det liv, de ikke kan få styr på.

Bogen vil nok være mest interessant for psykologer og terapeuter, men lærere i folkeskolens store klasser kan få et forstående og kærligt indblik i, hvor kompliceret det kan være at give unge livsappetit og dermed skaffe dem af med en til tider livstruende spiseforstyrrelse.