Anmeldelse

Digitale udfordringer

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Netop når bogen til anmeldelse omhandler informationsteknologiske udfordringer til folkeskolen, er det umuligt ikke at indlede med at bemærke, at en af tidens mindre informationsteknologiske udfordringer, nemlig det at stave rigtigt og arbejde med god korrekturlæsning, stadig er vigtig. Gyldendal Uddannelse burde skamme sig i denne henseende.

I bogens forord kundgøres følgende: 'Med den senest ændring af folkeskolelovgivningen . . .', og i forfatterens eget forord skriver han: 'Mit ønsket med denne bog . . .'. Enkelte af sådanne fejl kan måske gå an, men i denne bog er der alt, alt for mange! Nietzsche har for eksempel aldrig skrevet: 'Gud er dø' (side 56).

Helt galt med korrekturlæsningen bliver det, når forfatteren i et kapitel om læring og læringsopfattelser vender op og ned på beskrivelsen af situeret læring (konstruktivistisk læringsforståelse) og den klassiske behavioristiske opfattelse (side 69). Her står der ganske enkelt det modsatte af, hvad der er korrekt. Og man skal vide det for at kunne forstå det, der kommer efter i kapitlet, som er rigtigt beskrevet.

Det er ærgerligt, for det kunne have været en vigtig bog. Nu skæmmes den så voldsomt af disse fejl og flere til, at læseren bliver irritabel og også må sætte spørgsmålstegn ved resten af bogens lødighed.

Digitale udfordringer er bygget op omkring seks kapitler, der diskuterer: Børn og børnesyn Viden og videnssyn Skolens samfundsmæssige betydning og skolens dilemmaer med hensyn til produktion af kvalifikationer og kompetencer Informationsteknologiske udfordringer til skolens grundlæggende didaktiske koncept, klasseundervisning eller individualisering Fremtidens skole- og uddannelsessystem.

Ønsker man som lærer input til egne tanker eller kollegiale diskussioner vedrørende for eksempel værdier, er der et spændende afsnit, hvor forfatteren diskuterer den forrige undervisningsministers udspil om Værdier i virkeligheden. Denne diskussion bliver ikke mindre vigtig af, at der nu er kommet en ny minister - tværtimod.

Der er også et afsnit med interessante overvejelser over de digitale udfordringer til mange læreres forestillinger om folkeskolens dannelsesfunktion.

Det pædagogiske kørekort, mange lærere allerede har taget, og som flere skal til at tage, bliver sat ind i en spændende sammenhæng om effekter af efteruddannelse.

Der er altså noget at hente i bogen! Blot ærgerligt, at man som læser hele tiden er på vagt. Først med den røde pen og så derefter med blyanten til understregning af ting, der skal huskes for det gode.