Gustav Jonsson, grundlæggeren af Barnebyn Skå, udgav denne bog i 1973 - stort set på 25-års dagen for Skås oprettelse. Da havde han allerede i 1969 udgivet 'Det sociala arvet'.

Hanne Reintoft skriver i forordet til denne genudgivelse, at begrebet 'den sociale arv' utvungent benyttes i den aktuelle socialpolitiske debat, på den ene side som en positiv fælles forståelsesramme, men på den anden side mere negativt, som om det er ved at udvikle sig til en statisk opfattelse, en mekanisk, biologisk diagnose. Hun konstaterer, at denne 24 år gamle bog er lige så aktuel som ved førsteudgivelsen. Den mellemliggende tid har ikke bidraget væsentligt med ny teoridannelse eller forskning, som har kunnet viderebringe Skås erfaringer.

Genlæsningen gav mig en form for ny energi. Dens engagement, pionérånden og de nuancerede forståelser af de belastede børns erfaringer og muligheder gav nyt mod til at bekæmpe udbrændthed, udstødningstendenser og manglende forståelse, når jeg møder den i skoler og institutioner.

I Barnbyn Skå skete en forskydning af fokus fra barnet som bærer af indre, psykiske problemer (mødt med individualterapi) til barnet som bærer af familiens problemer (mødt med familieterapi) og videre til familien som bærer af samfundets problemer og udstødning (mødt med politisering og samfundsarbejde).

I vort genteknologifikserede årti kan det være nødvendigt at få sat vort pædagogiske og socialpædagogiske arbejde i perspektiv. Som lærere og pædagoger må vi tro på, at vor indsats nytter noget, og da vi ikke befatter os med at ændre gener, er det velgørende at læse om folk, som har troen på og argumenter for, at den sociale arv kan brydes ved en målrettet og konstruktiv pædagogisk indsats.

Jeg har fået strammet min livselastik.