Anmeldelse
Den reflekterende praktiker - Hvordan professionelle tænker når de arbejder
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Donald A. Schôns bog er oprindelig skrevet i 1983. Bogen er en klassiker for alle, der interesserer sig for læring i organisationer og alment for erkendelsesteori.
Donald A. Schôns væsentligste fortjeneste er hans meget markante opgør med den forståelse af viden og videnskab, han sammenfattende kalder for: Teknisk rationalitet, der udspringer af den europæiske positivisme. Og derefter hans omfattende og grundige beskrivelse af en alternativ forståelse af viden sammenfattet i to grundbegreber: Refleksion i handling og Refleksion over handling. Begreber, der udspringer i en særlig amerikansk filosofisk tradition, pragmatismen, herhjemme kendt igennem John Dewey.
Opgøret med den tekniske rationalitet giver Donald A. Schôn mulighed for at kritisere den almindelige opfattelse af forholdet mellem videnskab (og dem, der driver den) og udøverne af praksis, de professionelle.
I den tekniske rationalitetsforståelse er der tale om et underordningsforhold!
De professionelles rolle er 'at løse problemer' og ikke, som Schôn pointerer det, 'at definere problemer'! Denne forskel er afgørende! De, der kun løser problemer og ikke selv bidrager til at definere problemerne, er frataget muligheden for selvstændig tænkning og selvstændige initiativer.
Helt afgørende er det, at de professionelles praksis i problemfyldte situationer inden for den tekniske rationalitetsforståelse nødvendigvis kommer til at basere sig på teorier, der udtrykkes gennem standarder, og som giver standardiserede problemløsninger.
Sådan er praksis ikke. Problemfyldte situationer i arbejdet med mennesker kræver kreativitet og selvstændig refleksion.
En profession og dens udøvere kan ikke indgå i underordningsforhold til videnskab og teorier! Den professionelle må være videnskabende selv!
Dermed kaster Donald A. Schôn sig direkte ind i en meget omfattende sociologisk diskussion, der har været ført siden starten af forrige århundrede. En diskussion, som også Danmarks Lærerforening med jævne mellemrum har været deltager i. En diskussion, der har afgørende betydning for opfattelsen af de pædagogiske fags placering i læreruddannelsen.
Inden for den traditionelle professionsforståelse er læreres videngrundlag baseret på neutrale og objektive fakta, omsat af den gode lærer gennem regler og standarder for praksis. Denne forståelse af teori og praksis giver læreren autoritet i mødet med brugerne (klienterne?). I skolesammenhæng i reglen udmøntet som forældrekonsultation.
Donald A. Schôns begreber om den reflekterende praktiker frisætter professionsudøveren fra den forhåndsgivne autoritet. Den frisatte lærer repræsenterer herefter udelukkende en særlig, kulturelt skabt viden, der kan føres frem i en samtale mellem mennesker med det formål at kvalificere kommende beslutninger. Ikke sandheden ført frem som videnskabelige data.
Donald A. Schôns bog 'piller' ved hele grundlaget for diskussion om professionalisme og professionsetik, der føres herhjemme. Det gør den til en væsentlig bog!
Ulempen ved, at 'Den reflekterende praktikker' først er blevet oversat nu, er, at ganske mange af bogens potentielle læsere allerede har læst bogen eller dele af bogen på originalsproget eller kender til Schôns diskussion gennem de ganske mange gengivelser, der findes på dansk allerede.