Æstetiske læreprocesser handler ikke om et frirum, hvor faglige krav er erstattet med hygge og løseligt påsmurt limfarve. Men hensigten med at påpege deres betydning er heller ikke et forsøg på at dræbe alt det sjove og insistere på at hæve sit fags pondus ved at overtage dræbende kedsommelige arbejdsmetoder fra de traditionelle terpefag. Der er derimod tale om en stigende erkendelse af, at kreativitet ikke kun er forbundet med bestemte fag, men også et nødvendigt og integreret element i alt, hvad et menneske skal lære sig, hvis det da skal kunne bruges til noget, når skolen er slut.

I bogens første tema behandler en række undervisere forskellige aspekter af æstetisk læring: Kevin Rowley, for eksempel, giver eksempler på, hvordan musik og dans kan medvirke til, at elever og studerende i begyndelsen af deres musikalske træning finder hjælp i den symbolverden, de allerede er hjemme i. Som da en matematikstuderende skrev sin samba-stemme på formel. På den måde fik musikken materialitet, hvilket er Rowleys kernebegreb.

Æstetiske læreprocesser giver den enkelte person mulighed for at opleve følelsesmæssig og kognitiv erkendelse, således at man kan skabe og opleve nye betydninger i forhold til de objekter og lyde, man sanser. Det indebærer, at man som underviser bliver nødt til at se på den, der skal lære, som en, der er inddraget i processen med at skabe betydning. Der er altså ikke tale om blot at overføre viden fra lærer til elev. Denne erkendelse har en lang række konsekvenser for den måde, man tilrettelægger undervisningen på. Man skal som lærer være opmærksom på, at selv om hvert fag har en lang tradition for selv at beskrive den måde, som fagets emner skal opfattes på, så kan eleverne ofte opfatte dem på en helt anden måde, og dette skal ikke bare affærdiges som en fejl. Faktisk lærer eleverne noget af denne kreative tilgang til faget.

Man skal sætte eleverne i stand til at omsætte deres spontane indtryk af en kunstgenstand til en tolkning af symboler, som de efterhånden er i stand til at anvende bevidst. Dermed kan de næste kunstværker tolkes på et mere bevidst niveau end det første, en erkendelse, de så omsætter som et bevidst udtryk i de værker, de selv skaber derefter. Ingelise Flensborg præsenterer en model, hun har udarbejdet på baggrund af studier af, hvordan man har opfattet kunstforståelse gennem tre årtier.

Hun er især optaget af den socialkonstruktivistiske tilgang til kunsten, altså den, hvor kunstneren - som også kan være eleven - skaber et værk, der ikke bare beskriver, men ligefrem forandrer for eksempel gadebilledet i en nedslidt bydel, så beboere og beskuere fremover opfatter det på en anderledes og mere bevidst måde.

Artiklerne i denne antologi er både vægtige og vigtige, og bogen er en særdeles autoritativ introduktion til et meget vigtigt problemfelt for enhver, der beskæftiger sig med undervisning.