Tidsskriftet "Unge Pædagoger" har en lang historie bag sig. Det blev grundlagt i 1939 af en gruppe seminarieelever, som ville øve indflydelse på læreruddannelsens indhold. Det vil tidsskriftet stadig, idet det har som sit formål "at fremme kendskabet til opdragelses- og skoletanker i ind- og udland og sætte dem under debat".

Tidsskriftet er på 64 sider og udkommer seks gange om året. Nummer 4, 5 og 6 i årgang 2007 har temaerne "Kreativitet og innovation", "Børn og unge i moderniteten" og "Accountability, Lærerautoritet og Treklangssamarbejdet". Årgangens temaer viser, at redaktionen har antenneforbindelse til den nutidige pædagogiske debat.

"Unge Pædagoger" har gennem alle årene været mere eller mindre politiserende uden at have haft et formelt erklæret politisk ståsted, men nok i praksis hældt til socialistisk pædagogik og kritisk teori. Lederne i de tre numre har da også et uddannelsespolitisk tema. I nummer 6 har lederen titlen "Demonteres folkeskolen?", og følgende fastslås: "(.) den overordnede politiske strategi for den siddende VK-regering har været en bevidst, umærkelig, men markant omfordeling af velfærdsstaten fra at være skattefinansieret til i højere grad at blive privat finansieret".

Tidsskriftets status i den pædagogiske debat fremgår alene af det forhold, at det kan tiltrække særdeles kvalificerede forfattere. En fast rubrik hedder "De lærerstuderende har ordet", hvormed tidsskriftet vedgår den historiske arv, at de unge skal ytre sig om deres uddannelse. En anden fast rubrik er anmeldelser, som får god spalteplads. De tre sidste numre fra årgang 2007 er for mig et vidnesbyrd om, at "Unge Pædagoger" har fingeren på den pædagogiske puls.