1968 er en svær og varm kartoffel. I sin tid som statsminister nåede Anders Fogh Rasmussen for eksempel både at prise '68 for at være en positiv fornyelse af den politiske kultur, at klandre årstallets hovedaktører for at have indført rundkredspædagogik i skolen og endelig at tage denne udtalelse i sig igen. Og det var bare én mand, der forholdt sig til Danmarks erindringshistorie.

Forvirringen var han ikke ene om, mener årbogens redaktion, og det er der ikke noget at sige til. For selv om alle tilsyneladende ved, hvad man taler om, viser et eftersyn med kritisk lup, at begrebet absolut ikke er entydigt. Det eftersyn er temaet for årbogen.

Ellen Nørgaard undersøger, hvad der egentlig skete på skolefronten i forbindelse med ungdomsoprøret. Resultatet er: nærmest ingenting! Hun har set på debatten om skolebøgernes indhold, og den begyndte langt tidligere. Nemlig som en udløber af Første Verdenskrig, hvor Folkeforbundet opfordrede alle lande til at gennemgå det (fjende-)billede, som skolebøgerne gav af nabolandene. Også under besættelsen diskuterede man skolens værdigrundlag, og den Blå Betænkning, der fulgte op på skoleloven af 1958, byggede i høj grad på reformpædagogikkens tanker. Arbejdsmændenes forbund påviste i en pjece fra 1972, at de fleste skolebøger fortsat tegnede et aldeles urealistisk idealbillede af samfundet frem for at forberede eleverne på det arbejdsmarked, de skulle ud og agere i. Men denne debat var ikke noget større tema blandt ungdomsoprørerne.

Susanne Wiborg behandler i en anden læseværdig artikel Socialdemokratiets skolepolitik. Og så har redaktørerne givet plads til et par indbudte debattører. Ikke overraskende ser Bertel Haarder og Marianne Jelved forskelligt på oprørsårets nødvendighed og konsekvenser. Men det virker nu også, som om de befandt sig to vidt forskellige steder dengang.

Men var det nu blomsterbørnene og de politiske aktivister, der fik deres budskaber igennem i den skole, der groede frem i Danmark fra omkring 1970? Trine Øland er ikke så sikker. Først og fremmest mener hun, at "68'ere" er en ahistorisk betegnelse. Som om der netop det år ud af den blå luft opstod nye sociologiske kategorier, der ikke havde bund i, hvad der skete i den mindre farverige del af samfundet. Emnet for hendes studie er progressive pædagogikformer - her forstået som en undervisning organiseret som tværfaglige aktiviteter, vejledning og omfattende sociale relationer mellem elever og mellem lærere og elever. Hun ser dette grundlag for undervisningen som et udtryk for, at "velfærdsstaten søger at medvirke aktivt til skabelse af samfunds- og familieforhold gennem socialisationsbestræbelser, der bearbejder relationen mellem det offentlige og det private". Det gør den stadig i dag, i en sådan grad at de dengang usædvanlige metoder i dag fra officielt hold bliver anset for selve grundlaget for, at det enkelte menneske kan sikre livets nyttiggørelse.

Som sædvanlig en spændende og velredigeret årbog fra Selskabet for Skole- og Uddannelseshistorie.