Anmeldelse
naturfagsdiplom.dk
naturfagsdiplom.dk
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Måske kan man have en fornemmelse af, at faget natur/teknik lider en kummerlig tilværelse i den danske skoleverden? Dette kunne gælde med hensyn til både kvalificerede lærerkræfter, undervisningsfaciliteter og læremidler. Mange undervisere i faget vil af den grund formentlig se det som en fin håndsrækning, når et fuldt færdigt og endda gratis materiale byder sig til.
Fakta:
Titel: naturfagsdiplom.dk
Type: Internet
Forlag: Skolevisioner
Hjemmesiden præsenterer ikke så mange originale emner i sammenligning med de gængse læringsmidler - "broer" og "dit lokalområde" hører eksempelvis til blandt klassikerne. Det anderledes ligger mere i den fagdidaktiske og pædagogiske systematik, der er så konsekvent gennemført, at også eleverne må få en bevidsthed herom. Der arbejdes konsekvent ud fra de tre læringsrum: undervisningsrummet, træningsrummet og studierummet. Fra vidensformidling hen over træning af "stof" til det udpræget projektorienterede, hvor eleverne måske for første gang prøver kræfter med den naturvidenskabelige arbejdsmåde.
På baggrund af et udskrevet kompendium skal eleverne på selve hjemmesiden føre en proceslogbog over hvert forløb. Hertil kommer arbejdet med begreber og de enkelte gruppers præsentationsside, hvor løsningen på den afsluttende, åbne opgave beskrives og gøres tilgængelig for andre interesserede.
Vejledningerne til læreren, i form af video og pdf-fil, er fyldige - man kan næsten blive træt af den megen grundighed. Men ingen tvivl om, at hjemmesiden som sådan kan give undervisningen et pift.