Anmeldelse
Natureksperimenter
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Find det gamle diasapparat frem fra skabet og lad eleverne montere naturens ting som mælkebøttens fnug, fuglefjer, en sommerfuglevinge, alger og mange andre fine ting fra naturen i diasrammer. Og lad så forestillingen begynde.
Dette er blot et af de 22 spændende oplæg til små eksperimenter i denne smukke bog, der kan være med til at vække elevernes interesse for deres biologiske omverden. Flere af dem har jeg ikke tidligere set beskrevet i danske materialer. Der er ingen oversigt over bogens indhold eller nogen egentlig sammenhæng mellem de udvalgte forsøg, så som underviser er man nødt til at blade bogen igennem og se, hvilke ting der egner sig til det aktuelle forløb.
Forlaget har tiltænkt forsøgene til brug i indskolingen. I teksten gives en god, men kortfattet faglig baggrundsviden til de enkelte forsøg. De illustrative vejledninger er passende til elever på de første klassetrin, hvorimod teksten skal læses op af læreren. Mange af ideerne vil også kunne anvendes på senere klassetrin, hvor de kan være med til at vise biologiske sammenhænge.
Denne og mange andre idebøger til natur/teknik har sin naturlige plads på skole- eller lærerbiblioteket. Til faget er der stadig brug for masser af oplæg til forsøg. Men tænk, hvis disse tusindvis af forskellige natur/teknik-egnede eksperimenter blev indlagt i én enkelt database. Det ville spare både hyldemeter, bogkonto og ikke mindst F-tid til søgning af ideer til de enkelte undervisningsemner.