Leder af centerafdeling indstillet til værdifuld talentpris
På blot halvandet år har Kasper Føns udviklet centerafdelingen på Sundhøjskolen på Tåsinge til et videnscenter for autisme. Samtidig er elevtallet vokset. Nu har Svendborg Kommune indstillet den 35-årige afdelingsleder til en pris på 100.000 kroner.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Kasper Føns blev sidste år ansat som leder af centerafdelingen, der underviser børn med udviklingsforstyrrelser som autisme og Aspergers syndrom. Begrundelsen for indstillingen til Talent Fyn 2008 er, at Kasper Føns på halvandet år har udviklet afdelingen på Tåsinge til et videncenter for autisme og skabt et professionelt undervisningstilbud til autistiske børn på Sydfyn.
Elevtallet er blevet fordoblet. Det er blandt andet sket ved at tilbyde pladser til børn i andre kommuner, og det har gjort det muligt at fordoble antallet af medarbejdere og sammensætte et professionelt team med egen psykolog. Svendborg Kommune har på baggrund af afdelingens udvikling netop bevilget 30 millioner kroner til en helt ny centerskole, hvor der bliver plads til 60 børn.
Trivsel på alle niveauer
"Kasper Føns har optimeret og udviklet centerafdelingen og skabt trivsel på alle niveauer", siger afdelingschef for Svendborg Kommunes specialinstitutioner, Keld Hansen.
"Hans fokus på økonomisk styring, organisationens kompetencer, internationale resultater på området, høj faglig ekspertise og tydelig ledelse har givet mulighed for at lave en masse sjove tiltag. Han bruger de tilgængelige muligheder og har blandt andet gjort afdelingen til Danmarks hidtil eneste Team Danmark idrætsspecialskole", fortæller Keld Hansen og tilføjer, at Kasper Føns' resultater også viser sig i konstant mange jobansøgninger til afdelingen.
I alt har otte af 19 skoler i Svendborg Kommune fået status som videnscentre i forskellige grene af specialpædagogikken og skal blandt andet tilbyde kurser og vejledning til naboskolerne.
Vinderen kåres i december
Udviklingsforum Odense, Fionia Fond og Fyens Stiftstidende står bag kåringen af Talent Fyn 2008. Prisen er på 100.000 kroner. I alt er der indstillet 50 kandidater. Vinderen kåres på en konference onsdag den 3. december.