Nyt om mystisk sag: Penge blev skjult i pengeskab

Sagen fra Særslev Hårslev Skolen viser sig at involvere mindst 48.000 kroner i et pengeskab. Det viser en aktindsigt, som P4 Fyn har fået.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Siden fem medarbejdere i oktober pludselig blev sendt hjem fra Særslev Hårslev Skolen, har der ikke været noget konkret om, hvad der lå bag den drastiske beslutning.

I sidste uge kom det frem, at Nordfyns Kommune ville anmelde et ukendt antal af de fritstillede.

Nu er der lidt nyt i sagen. P4 Fyn har fået aktindsigt i den rapport, som den personalejuridiske afdeling i Kommunernes Landsforening har udarbejdet efter at have gransket hændelsesforløbet, skriver fyens.dk.

Ansatte på fynsk skole politianmeldes af kommunen

I rapporten fremgår det blandt andet, at et beløb på mindst 48.000 kroner spiller en central rolle.

Pengene skulle være indtægter fra en madbod, hvorefter de efterfølgende ikke bare blev opbevaret i et pengeskab, men også gemt af vejen på en måde, så de kunne anvendes uden om det normale regnskabssystem.

Det fremgår ikke, hvad pengene eventuelt er blevet brugt på.

Da det er en personalesag, og kommunen i den forbindelse er underlagt tavshedspligt, har direktør for Børn og Unge i Nordfyns Kommune Karsten Poulsen, været meget forbeholden med at udtale sig om sagen.

Han ønsker stadig ikke at forholde sig til sagens indhold, men han bekræfter overfor fyens.dk, at kommunen nu har foretaget en politianmeldelse på visse af medarbejderne.