’Skoleverdenens Bølle-Bob’ blev han kaldt, da han i 2014 var på forsiden af Folkeskolen, og de færreste havde nok undret sig, hvis den velformulerede formand for Lærerstuderendes Landskreds Bob Bohlbro hurtigt havde forladt lærerværelset efter den mængde opmærksomhed han fik i sine to år på posten fra 2013-2015. Rygter med hold i sandheden ville vide, at flere partier var ude efter ham, så snart han var færdig. Og lige så sande rygter vil vide, at der blev væddet om, hvor længe folkeskolen kunne holde den ambitiøse unge mand fast.
Men i modsætning til 39 procent af hans dimmitendårgang 2015, som ifølge en ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har forladt folkeskolen efter fem år, så er Bob Bohlbro der stadig.
”Da jeg begyndte på uddannelsen, havde jeg faktisk snarere tænkt, at jeg skulle undervise på en efterskole. Men i løbet af mit politiske virke i LL blev det det eneste rigtige at gøre. Jeg kunne mærke, at jeg ville vise politikerne, hvordan man skabte en god skole”, fortæller han.
Han begyndte på uddannelsen i 2011, men forlængede studiet med to år på grund af sit virke som formand. Derfor oplevede han sine oprindelige studiekammerater blive færdige i 2013 og komme ud lige efter lockouten. Af hans startårgang var der rigtigt mange, der fortsatte direkte på universitetet eller forsvandt ud af skolen efter at have forsøgt i folkeskolen et år eller to, fortæller han.
De studerende, der blev færdige sammen med ham i 2015, måtte til gengæld kæmpe med at blive flyttet over på en ny studieordning halvvejs og oplevede praktikker med lærere, som stod midt i lockout og usikkerhed om den nye reform. Selv begyndte han som lærer på Sortedamskolen i København.
”Det var sindssygt hårdt, for rammerne var alt for stramme. Det føltes som om man arbejdede fra 8 til 16-17, og så kom alt det andet bagefter. Det ved jeg godt, at andre også gør, men presset er altså et andet”.
Men på trods af, at det var en benhård start, så oplede Bob Bohlbro, at det var en virkelig god start.
”Jeg følte, at jeg lykkedes. Det handlede om, at der var et helt fantastisk kollegialt samvær. Der var fredagsøl hver fredag, vores personalefester fortsatte til klokken 6 om morgenen, og der var en drengegruppe, der rejste sammen. Jeg var simpelthen heldig at ramme nogle fede kolleger og børn, og det gjorde, at jeg havde lyst til det, selv om det også var enormt hårdt”, fortæller han.
Mulighed for at være med til at udvikle
Efter to år fik han muligheden for et job, hvor han kunne være med til at skabe pædagogisk udvikling. Det kunne han ikke stå for.
”Jeg skulle være med til at udvikle Højelse Skoles nye Pædagogiske Læringscenter. Det har været fire helt vildt spændende år, fordi det jo også handlede om, hvordan man bruger resursepersonerne, ikke som små mellemledere, men som nogle, der kan kaste lys ind over kollegernes praksis”.
Samtidig betød skiftet til Køge Kommune også et skift til helt andre rammer.
”Jeg blev hurtigt tillidsrepræsentant, og jeg kunne ikke lade være med at tænke, når lærerne syntes de havde det hårdt i Køge Kommune, at så skulle de have prøvet, hvordan det var i København. Der var langt bedre rammer for arbejdet i Køge, og det gjorde en stor forskel”, fortæller han.
Ingen forvaltning der presser ned ovenfra
Nu har han så foretaget endnu et skift 1. marts i år, hvor han er blevet skoleleder på Samsøs eneste folkeskole. Endnu engang var det udsigten til at være med til at udvikle skolen, skabe noget nyt og få mere frihed, der trak.
”Her skal bygges en helt ny skole, så vi kan sammen tænke det hele forfra. Her er ikke en forvaltning, der presser nogle rammer og projekter ned over hovedet på os. Vi kan tænke skolen ind i det kulturelle fællesskab, vi kan gå tilbage til tankerne om uddannelse og dannelse. Det giver jo helt utroligt meget mening for mig som kulturnørd”, fortæller han mellem de introsamtaler han er i gang med at have med samtlige medarbejdere på skolen.
Han og skolens lærere har været enige om, at det første år skal de bruge til at forstå, hvad den nye skolebygning kan. Så den begynder først for alvor fra 2023. Her er der nemlig ikke nogen, der dikterer, at tingene skal foregå i et tempo, hvor hverken lærere eller elever kan følge med. En af de ting Bob Bohlbro har planlagt er, at der skal køre to mentorspor på skolen. Et for nyuddannede lærere og et andet for nyankomne lærere, for han mener at det også er vigtigt at introducere til den særlige kultur, der er på den enkelte skole.
Og har han så udtømt mulighederne for at stige i graderne inden for folkeskolen og skal videre om fire år?
”Altså jeg ved ikke, hvordan verden ser ud om fire år. Her på skolen er det heller ikke ualmindeligt, at man skifter over i lærersporet igen efter at have været skoleleder, så det kan da også være. Mest af alt tror jeg, at jeg stadig bare er ham der fyren, der gerne vil vise politikerne, hvordan man driver god skole”.
