Anmeldelse
Edutainment
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Synsvinklen på begrebet edutainment er i denne bog, at computerspil og leg er mere beslægtede end computerspil og læring. Spørgsmålet bliver derfor: Hvordan kan læring integreres, tilrettelægges og struktureres i computerspil, uden at det går ud over legen?
Eller måske mere overordnet: Leger børn for at lege, så selve legen er en form for læring, eller kan børns lege- (computer-) entusiasme udnyttes konstruktivt i en læringssammenhæng?
Definitionen af leg er, at man leger, når processen er vigtigere end resultatet.
Bogen er meget systematisk opbygget og indeholder blandt andet to grundige kapitler med betragtninger om henholdsvis leg og computerspil og om læring. Der er henvisninger til pædagogisk relevante undersøgelser og litteratur om anvendelsen af edutainment. Desuden får vi analyser af udvalgte computerspil, fortrinsvis af spil til børn og unges fritidsbrug, interview med producenter og en række anbefalinger til udformningen af computerspil. Intentionen er tydeligt at få de, der beskæftiger sig med at kreere computerspil, til at inddrage læringselementet i udviklingen af fremtidige computerspil. Målgruppen er således for mig at se i højere grad edutainment-udviklere end edutainment-undervisere, så udgivelser om, hvordan vi får integreret edutainment i skolen, er stadig velkomne.