Anmeldelse
Lhasa tibetansk buddhisme og dens vigtigste by
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I serien om de hellige byer beretter denne bog om den særlige betydning, Lhasa har haft og har for den tibetanske buddhisme og befolkning som hovedstad for Tibet og Dalai Lamas oprindelige hjemsted samt om andre hellige steder i nabolandene.
Bogen beskriver Lhasas geografiske placering på en højslette 3.660 meter over havets overflade omgivet af bjerge, hvilket gjorde den til en af verdens mest isolerede og mystiske byer i mange århundreder. Bogen fortæller om byens mange paladser, klostre, templer og helligdomme både fra en historisk og fra en fænomenologisk vinkel.
Samtidig giver bogen en kort introduktion til de centrale områder inden for den buddhistiske lære.
Her nævnes blandt andet Buddhas livsforløb fra prins Siddharta til Buddha, Buddhas lære og buddhismen som religiøst fænomen i Tibet. Bogen angiver også væsentlige forskelle på de tibetanske munke- og nonneordener og deres langvarige studier fra novicer til færdigoplærte munke eller nonner. De vigtigste fester og højtider beskrives, kunst og arkitektur fremhæves som en integreret del af den religiøse lære.
Bogen giver også et indblik i Tibets nyere historie, herunder Kinas indlemmelse af Tibet som en kinesisk provins, Dalai Lamas landflygtighed i Indien samt de enorme ødelæggelser af klostre , hellige skrifter og munkevæsenet, som den kinesiske invasion har medført.
Forfatteren til bogen er yderst kompetent, og bogen er velkomponeret. Indholdet er sammensat af tekster, farvefotos, ordforklaringer og opgaveforslag til elevaktiviteter. Teksterne er velformulerede og letforståelige. De ledsagende farvefotos supplerer og synliggør indholdet, giver en uddybende forståelse af Lhasas historie som symbol på tibetanernes særlige buddhisme og deres nationale og kulturelle identitet.
Bogen henvender sig til elever fra 5. klassetrin. Den er i lighed med de øvrige bøger i serien »Hellige Byer« særdeles velegnet til folkeskolens religionsundervisning