Mange skoler modtager elever fra Ukraine i disse dage.

Her kan PLC finde hjælp til ukrainske elever

Næsten samtlige kommuner har modtaget elever fra Ukraine. Det betyder, at lærerne har brug for materialer til de ukrainske elever. Her er nogle bud på materialer, som de pædagogiske læringscentre kan hjælpe til med. Skriv meget gerne flere bud på materialer under artiklen.

Publiceret Senest opdateret

Ukrainske bøger har næppe en hylde for sig på de pædagogiske læringscentre. Men der kan hurtigt blive brug for bøger, og forlag og CFU’er er klar til at hjælpe.

Via CFU har samlet en hel række materialer og inspiration til undervisningen på et undersite. Her kan man eksempelvis finde både råd til modtagelse og trivsel, materialer til undervisning af de nyankomne elever og links til lovgivning på området.

Forlaget Saxo har indgået et samarbejde med det ukrainske forlag Old Lion Publishing House som reaktion på manglen på bøger til de ukrainske flygtningebørn, og de første 13 bøger til store og små børn er netop udkommet på ukrainsk til udlån til bibliotekerne. Hele overskuddet fra salget af bøgerne går til det ukrainske forlag Old Lion Publishing House og dets medarbejdere, der bor i Lviv, Ukraine.

Lærermiddelproducenten Alinea har med støtte fra Egmont Fonden gjort deres dansk-som-andetsprogsmaterialer Fart på Dansk gratis for alle skoler, som kan bestille 25 eksemplarer af hvert elevhæfte og fem eksemplarer af håndbogen. De har også sammen med FN-organisationen UNHCR skabt et forløb til udskolingen, der sætter fakta og proportioner på flygtningeområdet, dels rummer masser af videoer med personlige beretninger fra flygtninge fra mange forskellige steder i verden, hvis man vil arbejde med Ukraine-situationen i den almindelige klasseundervisning.

Gyldendal har også lavet et site til lærere, der skal undervise ukrainske elever. Her er der for eksempel en lille ordbog med de mest almindelige vendinger på ukrainsk og forskellige forslag til aktiviteter og undervisning. Hvis man ikke har abonnement, kan man tegne et gratis prøveabonnement frem til sommerferien.

Faktasitet tjekdet.dk anbefales også af flere eksempelvis Filmcentralen.dk. Her kan man finde ud af, hvad der er sandt og falsk i de mange nyheder om krigen i Ukraine.

Har du flere materialer eller aktiviteter, som giver mening for de pædagogiske læringscentre at have fokus på, så skriv dem gerne herunder i en kommentar.