”Jeg skal på talerstolen”.

Lærerstuderende Amalie Kjærgaard Johansen står i foyeren på Tivoli Kongrescenter i København. På brystet hænger et navneskilt med en QR-kode, som skal scannes hver gang, hun går ind i den store sal. Der er en time, til Danmarks Lærerforenings kongres for alvor går i gang. I en halvcirkel ved høje cafeborde står hun sammen med syv andre delegerede fra Lærerstuderendes Landskreds. De lærerstuderende er alle blevet valgt til hvervet på de lærerstuderendes årsmøde. En enkelt holder en helt lille baby tæt ind til brystet.

Foran dem står forperson for Lærerstuderendes Landskreds Anneline Larsen og ved hendes side næstforperson Nikoline Rindung. Fordi Anneline Larsen i kraft af sin post som forperson er medlem af DLF’s ledelse – hovedstyrelsen – skal hun sidde forrest i salen med ansigtet vendt mod de næsten 300 delegerede.

”Det er Nikoline, der siger fra og til i dag”, forklarer Anneline Larsen de andre. Amalie Kjærgaard Johansen nikker. Det er første gang, hun er på kongres. Kongressen er den højeste myndighed i Lærerforeningen, og de beslutninger som bliver taget på de tre dage, udstikker retningslinjerne for, hvad DLF skal kæmpe for det næste år.

I år skal der blandt andet vedtages overenskomstkrav. Der skal vælges en næstformand. Og der skal lægges pres på kommunerne, så der er større chance for, at skolerne får del i de få penge, som kommunerne har at gøre med.

Selv om det var første gang Amalie Kjærgaard Johansen er på konges, har hun brugt lang tid på at forberede sig. Hun er på fjerde år af sin uddannelse på Københavns Professionshøjskole og står foran sin sidste praktik. I to år har hun lagt mange frivillige timer i det politiske arbejde i Lærerstuderendes Landskreds. Hun er blevet valgt til forretningsudvalget, og hun bruger omkring ti timer om ugen på det frivillige arbejde. Derfor er hun slet ikke i tvivl om, at hun skal på talerstolen og give de næsten 12.000 lærerstuderende i Danmark en stemme.

”Det er vigtigt, at de studerendes stemme bliver hørt. Vi skal være på arbejdsmarkedet mange år, og vi har perspektiver fra vores del af livet, som skal høres”, siger Amalie Kjærgaard Larsen. 

”Jeg håber, at kongressen vil lytte på de forslag, vi har med. Blandt andet, at der skal være fuld finansiering af praktikken i læreruddannelsen, og der skal være lærerstartsordninger. Det er nogle af de ting, jeg virkelig brænder for”.

Håndskreven tale

I salen sidder hun på den yderste plads på tredje række. Hun har strikketøj med i tasken, hvis hun på de tre dage, som kongressen varer får brug for lidt distraktion. På anden dagen er strikketøjet stadig i tasken. Hun har en Rittersport og en pære ved siden af computeren. Hendes tale er håndskrevet foran computeren. Ind i mellem highlighter hun med en gul tusch de vigtigste sætninger.

”Det er meget større end de lærerstuderendes årsmøde. Jeg skulle lige spore mig ind på, hvornår er noget et forslag, hvornår er noget en kommentar, og hvad er det, der bliver snakket om”, siger hun og siger, at det er godt, at de har næstforpersonen som delegationsleder, så man altid kan spørge.

Selv om Amalie Kjærgaard hjemmefra havde forberedt en tale, så vidste hun ikke, hvornår hun ville få mulighed for at gå på talerstolen. To dirigenter sørger for at dele kongressen op i emner, men det er svært at vide præcis, hvornår det emne, man vil sige noget om, er på dagsordenen.

Derfor bruger Amalie Kjærgaard den første dag en del energi på at pudse på sine ord til kongressen.

”Der er bare noget ved at have en tale på papir. Man forventer, at ungdommen kommer op med en telefon, så synes jeg bare, at det giver et andet signal, at jeg kommer på med et papir”.

”Jeg var nervøs”, siger hun. ”Det hjalp lidt, at det var på andendagen, jeg skulle derop. Det var godt at se, at folk altid tog godt imod dem, som var på talerstolen. De klappede altid”.

Showtime

Klokken var lidt over ni onsdag morgen, da Amalie Kjærgaards navn blev blæst op på den store tavle, der løbende viser, hvem næste taler er.

Amalie Kjærgaard tog de tre trin op på talerstolen med lette løbetrin, da hendes navn var øverst på listen. Når det er første gang man taler, har man fire minutter – de efterfølgende gange har man to. Amalie Kjærgaard brugte ikke engang tre. Efter en enkelt lille fejl i starten leverede hun talen præcist og letforståeligt.

Hun fremhævede, at en undersøgelse fra Lærerstuderendes Landskreds viser, at hver femte lærerstuderende i mindre grad eller slet ikke oplever, at de får vejledning af deres praktiklærere.

”Det er afgørende, at man som praktiklærer bliver klædt på til opgaven og får de kompetencer og den viden, det kræver for at vejlede voksne”.

Hun pegede på, at kommunerne ikke har fået nye penge direkte møntet til at finansiere mere praktik og mere uddannelse til praktiklærere.

 ”Det er et kæmpe problem”, slog hun fast på talerstolen.

Høster anerkendelse 

Klapsalverne rungede taktfast, da hun med et smil tog de tre trappetrin ned og langsomt gik tilbage til sin plads i talen.

”Jeg var rigtig glad for at være kommet derop. Det var slet ikke så slemt, når man var deroppe. Det var faktisk rigtig dejligt. Det var en rar oplevelse. Folk lyttede og var opmærksomme. Jeg kunne godt få øjenkontakt med nogle”, siger Amalie Kjærgaard.

 ”Bagefter er der også nogle, der har været henne til mig og prikke mig på skulderen. Det er dejligt at blive anerkendt for, at man godt tør stille sig op og sige noget”. 

DLF-formand lagde mærke til Amalie

Lærernes formand Gordon Ørskov Madsen havde også hørt Amalie Kjærgaards ord. Han gik på talerstolen og takkede de lærerstuderende for deres deltagelse. Han lovede at kæmpe for finansiering af mere praktik.

Amalie Kjærgaard vil anbefale alle at være aktive på de klubber, der er på læreruddannelserne og også deltage i Lærerstuderendes Landskreds arrangementer.

”Jeg vil anbefale alle at stille op til kongresdelegeret på Lærerstuderendes Landskreds årsmøde. Man får virkelig et indblik i, hvad der sker i DLF, som vi skal være en del af, når vi kommer ud og skal arbejde i folkeskolen”.

Hendes strikketøj blev i tasken under hele kongressen.