Fede valgfag skal være med til at styrke de københavnske udskolingsklasser, foreslår et samlet Børne- og Ungdomsudvalg i København.

København: Vil styrke udskolingselevernes faglige niveau og skoleglæde for 74 millioner

En ny 'skolepakke' skal gøre udskolingerne på de københavnske folkeskoler mere attraktive med blandt andet nye profillinjer og valgfag.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen og overborgmester Lars Weiss, begge fra Socialdemokraterne, går til årets budgetforhandlinger med en skolepakke, som et samlet Børne- og Ungdomsudvalg bakker op om. Pakken er på 74 mio. kr. årligt målrettet de godt 12.000 elever i 7.-9. klasse i folkeskolerne i Københavns Kommune.

"Vi skal skabe en mere varieret udskoling, der er tættere på samfundet. Ved at skabe attraktive ungdomsmiljøer i udskolingen i stil med en efterskole, hvor eleverne kan vælge mellem profillinjer og fede valgfag af høj kvalitet, bliver de sidste skoleår både sjovere, mere inspirerende og lærerige. Målet er, at alle elever får de bedste forudsætninger for deres videre færd efter folkeskolen," siger børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen i en pressemeddelelse.

Nu får københavner-elever bedre karakterer end gennemsnittet

Københavnske afgangselever i folkeskolen har gennem de seneste år haft en positiv udvikling, hvor karaktererne er steget en smule, ligesom andelen af elever, der fortsætter på en ungdomsuddannelse er steget med tre procentpoint fra 2018 til 2020. Den nye skolepakke skal sikre en fortsættelse af den positive udvikling og samtidig få flere unge til at vælge en ungdomsuddannelse, siger overborgmester Lars Weiss om forslaget.

Skolepakken skal over de næste fire år styrke elevernes faglige, sociale og personlige kompetencer. Det skal ske ved både at gøre undervisningen mere varieret og tilpasset den enkelte og ved at sætte ind hos de elever, der er udfordret, så eleverne bliver rustet til at fortsætte videre i en ungdomsuddannelse efter folkeskolen.

4,7 millioner kroner til elevtrivsel efter corona i København