Københavns Kommune har givet skolerne en ekstra bevilling til at iværksætte aktiviteter til de børn, man er bekymret for efter corona-nedlukningen

4,7 millioner kroner til elevtrivsel efter corona i København

Skoler, klubber og PPR har fået en bevilling til at hjælpe elever, der mistrives pga corona. Pengene går til anonym rådgivningstelefon frem til sommerferien, ekstra skolesocialrådgivere og idrætsprojekt for valgte skoler og elever resten af året.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Det handler om at nå ud til de børn, unge og forældre, der har brug for noget ekstra efter den lange corona-hjemsendelse. For at fange dem, der mistrives. Her ser vi efter bekymring, om nogle er begyndt at isolere sig eller har brug for noget særligt for at fremme deres trivsel", fortæller Lone Mortensen, der er faglig chef for Nørrebro/Bispebjerg.

Der er fx anonym telefonrådgivning, som bliver annonceret på Aula, hvor forældre og elever kan henvende sig. Telefonrådgivningen finder sted frem til sommerferien, hvor det er muligt at tale med en psykolog. I Nørrebro/Bispebjerg området har det indtil nu kun været benyttet af få.

Opmærksomme på fravær

Bevillingen er både til elever, der er tidligere kendt af PPR og hvis vanskeligheder eventuelt er intensiveret under nedlukningen og til elever, der ikke er kendt af PPR, men som nu opleves at have brug for noget ekstra.

Åbne rådgivninger under coronapandemien giver PPR værdifulde erfaringer

"Skolerne er meget opmærksomme på fravær, for det er noget, der kan bide sig fast og som kan give anledning til bekymring. At et barn kommer i skole hver dag er faktisk det, der sikrer trivslen, er vores erfaring. Klubberne ser også efter mistrivsel, og hvor der kan være behov for en ekstra indsats. Det handler om at spænde så tæt et sikkerhedsnet ud som muligt. På skolerne skal de lige have eleverne "mellem hænderne igen", for at se om der er nogle, der har ændret adfærd og måske har brug for noget ekstra. Og det er lærere og pædagoger jo heldigvis rigtig gode til", siger Lone Mortensen.

København finder 17 millioner ekstra til trivsel

Hun forklarer, at det er vigtigt ikke at understøtte en eventuel angst, der kan være opstået. Men i stedet fortælle, at hvis forældre har været særligt utrygge på grund af corona og hjemsendelse, så er det en naturlig reaktion, men at hele samfundet nu vender tilbage til en mere normal tilværelse.

Aarhus finder ekstra millioner til skole og fritid efter corona

Den ekstra bevilling kan betyde, at man på en skole fx kan oprette en lille trivselsgruppe, hvis der er behov for det.

Pengene er også tænkt til et idrætsprojekt, hvor skolesocialrådgiverne kan iværksætte en særlig indsats overfor udsatte børn og unge og dem, man er bekymret for. Idrætsprojektet kan sættes i værk på skoler, hvor man skønner at der er et behov eller i en klasse for at styrke klassefællesskabet via nogle fysiske aktiviteter. Denne del kan fortsætte resten af året.