Klik på kortet for at komme til det interaktive danmarkskort over skoleledernes alder fordelt på kommuner

Hver fjerde skoleleder i København har rundet 60 år

De næste fem år går flere end 1.000 ledere i folkeskolen af. Generationsskiftet er både en udfordring og en mulighed for ledere, lærere og kommuner

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En fjerdedel af de 241 skoleledere i København er over 60 år. Kommunen er blandt de ti kommuner, hvor flest skoleledere, souschefer og afdelingsledere nærmer sig pensionsalderen, viser en opgørelse, månedsmagasinet Undervisere har udarbejdet med tal fra Det Fælleskommunale Løndatakontor.

Det bekymrer Axel Bech, selv 61 år og formand for Skolelederforeningen i København.

»Vi har spurgt kommunen, om den har en plan, men vi får ikke noget svar. Vi vil gerne finde løsninger, så vi i en overgangsperiode kan trække på ældre ledere, for eksempel som mentorer. De kan få et godt arbejdsindhold i de sidste år af deres ansættelse, og nye ledere kan få et godt afsæt«.

København har skiftet cirka en tredjedel af skolelederne ud i de senere år, så lige nu giver erfarne ledere deres viden videre til nye, når de samarbejder i bydelene, betoner direktør for Børne- og Ungdomsforvaltningen Christine Brochdorf.

»Men det er rigtigt, at vi ikke har en guldrandet strategi for mentorordninger. Den slags afhænger også af relationer. Flere af vores souschefer er blevet skoleledere, og mange bruger stadig skolelederen på deres gamle skole som sparringspartner. Vi har også en pensioneret skoleleder, som netop har afsluttet et forløb som mentor for en yngre kollega«, siger direktøren.

63 procent af landets skoleledere er over 50 år, og 13 procent er ældre end 60 år, så kommunerne står over for en stor udfordring med at skaffe deres afløsere. I modsætning til mange andre har København ikke svært ved at få ledige stillinger besat.

»Som landets hovedstad tiltrækker vi mange ansøgere udefra, og vi har også mange interne. Med både lederudviklingsprogram og egne førlederkurser gør vi en del ud af at udvikle vores talentmasse«, siger Christine Brochdorf.

Det samme gør naboen Tårnby, hvor 23 procent af de 22 ledere har rundet 60 år. Kommunen har lavet sit eget førlederkursus.

»Vi har ikke prikket lærerne ud, men lagt det åbent ud, at de kunne søge. Jeg havde været tilfreds med 12 deltagere, men 18 lærere viste interesse«, fortæller skolechef Ivan Jensen.

Med en andel på 50 procent har Dragør flest skoleledere over 60 år - nemlig fire ud af kommunens otte ledere. Her løser man problemet ved at slå fire skoler sammen til to.

»Men på sigt er vi nødt til at gøre noget, for vi ligger isoleret herude på Amager«, siger afdelingschef Keld Grinder-Hansen.

Undervisningsministeriet ser alvorligt på skoleledernes høje alder og har etableret førlederkurset Talent for ledelse. De 200 pladser er revet væk.

»Mange lærere vil gerne gå ledervejen, og det er i høj grad nødvendigt«, siger Skolelederforeningens formand, Anders Balle. |