Anmeldelse

Pædagogisk psykologisk observation

– af skolebørn

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I en fortællende stil med mange praksiseksempler kommer forfatteren godt rundt om det at observere skolebørn.

I første del formidles ny viden om pædagogik, udvikling og læring samt lærerpersonlighedens indflydelse på elevernes motivation: »Neutral formidling af viden skaber ligegyldighed, fordi det på det følelsesmæssige plan opfattes som uinteressant«.

Herefter følger beskrivelser af diagnoser med baggrund i organiske forhold såsom Damp og Aspergers syndrom. En indføring i sproglige vanskeligheder såsom dysleksi og stammen. Endelig redegøres for andre problematikker som anoreksi, følelsesmæssig frustration og incest. Hermed skulle læreren være klædt på til at observere eleverne.

Til dette har forfatteren udarbejdet et omfattende observationsskema indeholdende 20 punkter. Det lyder overvældende, men det kan ses som en relevant huskeliste, hvis læreren oplever en intuitiv bekymring for en elev. Her foreslås så en måneds målrettet observation af eleven, hvor læreren skriver eksempler ned. En sådan observation vil også være et godt redskab som baggrund for en underretning.

Som undervisere i folkeskolen har vi skærpet underretningspligt over for de sociale myndigheder, og her er eksempler selvfølgelig bedre end meninger. Denne bog viser nogle veje til at arbejde mere systematisk med observation af det enkelte barn for at kunne give de relevante aktører så godt et arbejdsgrundlag som muligt for at kunne handle til barnets bedste.