Tættere på jobbet indenfor et døgn

”Kan jeg bruge denne skabelon, når jeg søger forskellige job?” Sådan lyder en af de henvendelser, som Lærernes a-kasse har fået på sin nye 24 timers service.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

A-kassens medlemmer har siden begyndelsen af september 2015 kunnet henvende sig med spørgsmål om en jobansøgning eller om deres CV og været sikker på at få feedback i løbet af et døgn.   

"På den måde kan vi nå at hjælpe, også når der er tale om en ansøgning, der skal hurtigt afsted. Det er en god service," siger teamkoordinator Jesper Skjødt, Lærernes a-kasse.

Andre spørgsmål har drejet sig om ansøgningen har været rigtig skruet sammen sammenholdt med jobopslaget og atter andre har drejet sig om generelle forhold med hensyn til opbygning af CV og ansøgning.

Servicen døgnet rundt er et af flere tiltag, andre drejer sig om individuelle konsultationer om jobsøgning samt karrierevejledning.

"Der er begyndt at komme mange henvendelser både til 24-timers servicen og til vores tilbud om samtaler om CV, ansøgninger og karriererådgivning, så noget tyder på, at medlemmerne tager de nye tilbud til sig", siger teamkoordinatoren.

Samtalerne drejer sig blandt andet om, hvordan medlemmer kan skifte til en anden arbejdsplads og hvordan de kan skifte branche.

"Vi har både fået henvendelser fra medlemmer i arbejde og ledige, der ønsker at skifte til andre brancher. Spørgsmålene kan dreje sig om, hvor deres kvalifikationer er mest anvendelige, hvad man skal kunne indenfor forskellige områder og hvad man kan opnå ved at skifte fag," siger Jesper Skjødt.

Det er ikke nyt, at Lærernes a-kasse tilbyder individuel vejledning, men tilbuddet er nu synligt på a-kassens hjemmeside.

Man kan sende en besked om ansøgning, stillingsopslag eller cv til a-kassen via hjemmesiden. Når beskeden er modtaget, vender a-kassens medarbejder telefonisk tilbage indenfor 24 timer og medarbejderen forsøger igen, hvis ikke der er kontakt første gang. Man kan også booke en tid til feedback pr. telefon eller et fysisk møde.

"Flere a-kasser gør en del ud af individuel vejledning og vi tror, at det vil tiltale en del af vores medlemmer. Derfor er det oplagt at gå denne vej," siger teamkoordinatoren.

Henved en tredjedel af forespørgslerne indenfor karrierevejledning drejer sig om efteruddannelse, men de fleste handler om branche- eller jobskifte.

"Vi kender lærerens og andre medlemmers arbejdsmarked og ved, hvad arbejdsgiverne søger. Derfor er a-kassen en god partner, når der skal sættes fokus på, hvordan man kommer i betragtning til et nyt job eller til at kvalificere sig," siger Jesper Skjødt.

Svaret på det indledende spørgsmål? En skabelon kan være udmærket, men en ansøgning skal spille sammen med det konkrete stillingsopslag, ellers kan man lige så godt lade være med at sende den.