Lærer René Aistrup står på parkeringspladsen ved Valby-hallen i København den 2. april 2013. Indenfor har han og en masse af hans københavnske lærerkolleger fået en orientering om den lockout, der netop er trådt i kraft.

På parkeringspladsen hiver René Aistrup sin telefon frem og taster Michael Zieglers nummer. Han inviterer sig selv på kaffe, og næste dag er mødet i kalenderen.

René Aistrups mål er klart: Han vil fortælle KL's chefforhandler, hvor meget lærerne faktisk arbejder, og hvor stor en forskel de gør for børn og unge. Politikerne skal ikke lykkes med at nedgøre ham og hans kolleger.

Efter mødet med Michael Ziegler medvirker René Aistrup i adskillige interviews, og sammen med kollegaer stabler han flere demonstrationer og happenings på benene.

Han bliver en af Københavns mest synlige lockout-aktivister og retter igen og igen skarp kritik af KL, Finansministeriet og Moderniseringsstyrelsen.

Her 10 år efter er det budskab, han leverede til Michael Ziegler over en kop kaffe, stadig noget, han arbejder efter.

I dag gør han det bare ikke som lockout-aktivist, men som skoleleder på Gildbroskolen på den københavnske vestegn.

”Jeg har altid været optaget af pædagogik og det at være den bedst mulige lærer. Men lockouten satte en idealisme i mig, som nok er en af grundene til, at jeg er leder. En vilje og ihærdighed til hele tiden at lære mere om, hvordan vi får den bedste skole”, siger René Aistrup.

Indignationen drev ham

Som tillidsrepræsentant på Skolen ved Sundet i København gik tiden i 2013 både til at sikre skolens fællesskab, men også et lokalt lærerkreds-netværk, som arrangerede en masse events, møder og demonstrationer.

I starten var der derfor fart på, og René Aistrup var drevet af ønsket om at vise befolkningen og politikerne, at folkeskolen var et fantastisk sted.

”Lockouten og lovindgrebet var et udemokratisk overgreb og noget, der chokerede de fleste lærere og for manges vedkommende har gjort uopretteligt skade. Jeg var mest skuffet over, at de tillod sig at finansiere reformen med vores arbejdstid på den der snigende måde. Det gav ingen mening”, siger René Aistrup.

Sammen med en række kolleger gik han aktivt til ”modangreb”.

”Jeg ville ikke være med til, at politikerne og KL skulle få lov at skabe fortællingen om de dovne lærere, så det drev mig at prøve at modbevise det”.

Det var faktisk tilfældigt, at han mødte Ziegler, og efterfølgende ringede ham op på parkeringspladsen. Ziegler var dagen før til en paneldebat på René Aistrups skole, og af ren og skær nysgerrighed går han hen og spørger Ziegler, om han må komme til kaffe en dag.

Til kaffemødet mødet havde René Aistrup og en kollega forberedt en hel rapport med opgørelser over, hvordan lærerne på deres skole brugte deres tid.

Graferne viser, hvordan forsvindende lidt tid, lærerne brugte på opgaver, der ikke var meget skolenære. For det skulle Michael Ziegler forstå.

”Han var virkelig sød og imødekommende, endda også anerkendende overfor vores situation. Men selvfølgelig ændrede han ikke mening, bare fordi vi kom”, mindes René Aistrup.

Ville tage indflydelsen tilbage

For René Aistrup har det lige siden lockouten været vigtigt at have indflydelse. At kende til kommende forandringer og tiltag og være med til at bestemme, hvordan de skal implementeres.

Det startede allerede, da han og kollegerne kom tilbage til skolen i maj 2013, og rygterne om reformen så småt begyndte at røre på sig.

I stedet for at vente på den nye reform gik lærerstaben aktivt ind i at lave workshops og udvalg, hvor reformelementerne kunne diskuteres.

”Det betød, at vi faktisk var foran, da reformen kom. Vi havde allerede drøftet nogle ting om, hvordan det kunne implementeres, og på den måde blev det ikke så voldsomt, og lærergruppen på Skolen Ved Sundet endte med at få stor indflydelse på, hvordan reformen blev implementeret på skolen".

"Det husker jeg tilbage på som en virkelig god og klog beslutning”, siger René Aistrup, der i øvrigt roser sin daværende leder.

Kort efter lockouten fik René Aistrup et job som konsulent i skoleforvaltningen, hvor han kunne få lov at være to dage på kommunen og tre dage på skolen. Det var ideelt for René Aistrup.

På den måde kunne han både beholde sin undervisning og samværet med eleverne, samtidig med at han kunne få indflydelse på de store linjer.

”Jeg havde nok en fordom om, at der ville være lidt gråt og støvet i forvaltningen. Men jeg blev virkelig glad for det og arbejdede sammen med nogle vildt dygtige og spændende mennesker. Vi havde mange lange snakke om, hvordan vi kunne få det optimale ud af fx reformen”, siger René Aistrup, der siden blev afdelingsleder og nu skoleleder.

Hverdagen som skoleleder er travl, og i dag kan René Aistrup godt drømme om mere tid til de lange idealistiske snakke om pædagogik og undervisning. Men han er stadig drevet af sin interesse for at skabe den bedst mulige skole for lærere og elever.

Ved siden af fodboldpumpen på sit kontor, hvor eleverne kan få pumpet deres bolde, har han en stak med gamle numre og artikler af Folkeskolen, som han er blevet inspireret af.

”Det er rigtig interessant at følge med i, hvordan andre skoler løser forskellige udfordringer, så det samler jeg lidt på. Måske er der idéer og tiltag, som kan bruges af lærerne her”.

De kunne ikke knække fællesskabet

René Aistrup husker tilbage på lockouten som en tid med fantastisk stemning og gejst, selvom han savnede at undervise og være sammen med børnene.

Det positive ved lockouten var for René Aistrup, at det satte fokus på lærernes og skolens stærke fællesskab. Den stolthed ved at være lærer, som skinnede så tydeligt frem i de demonstrationer, der foregik overalt.

”Meget dårligt kan siges om lockouten og lovindgrebet. Men vi fandt vi ud af, at de ikke kunne bryde skolens fællesskab, holdånden og viljen til at gå på arbejde og gøre en forskel. Faktisk oplevede jeg, at den forstærkede det”.

Se billederne fra 6 skøre og mindeværdige begivenheder fra lockouten

For ham var det en hård periode lige efter lovindgrebet og reformen, hvor meget handlede om at genopbygge tillid. Men han synes også, at der er sket gode ting på de 10 år, der nu er gået.

”Vi lærere og ledere har for eksempel fået et stærkere samarbejde med pædagogerne efter reformen, og det synes jeg faktisk, er en kæmpe styrke".

"Det er to forskellige fagligheder, som kan noget forskelligt. Og der fik jeg personligt rigtig meget viden og inspiration af at se pædagogerne komme tæt på hverdagen og eleverne”.