Rullende skolestart ruller i Århus
Tre skoler i Århus Kommune er i gang med et pilotprojekt med rullende skolestart. En frisk midtvejsrapport viser, at overgangen mellem børnehave og skole bliver lettere. Og udviklingen af elevernes faglige og sociale kompetencer bliver forbedret.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Forældre, lærere og pædagoger, der er med i projektet, mener ifølge rapporten, at modellen for rullende skolestart, godt kunne blive en model for fremtidens indskoling i kommunen.
Den nye måde at gøre det på har dog også skabt usikkerhed og bekymring blandt forældre og lærere og pædagoger, anfører rapporten.
Pilotprojektet, der hedder "Kompetencebaseret Rullende skolestart og Aldersintegreret Indskoling" (KRAI), gennemføres i skoledistrikterne Lisbjerg, Malling og N.J. Fjordsgade.
Eleverne bliver delt efter fagligt niveau
Modellen er grundlæggende ens på de tre skoler, men har mindre variationer. På N.J. Fjordsgade ser modellen eksempelvis således ud: Der er ingen klasser i traditionel forstand i indskolingen. I stedet for er der hold. Ni i alt, svarende til de tre gange tre klasser, der før var i indskolingen, fortæller skolens leder Jette Bjørn Hansen.
Børnene kommer rullende ind på holdene fra børnehaven, når de er modne til det, i august, efter efterårsferien, efter jul eller den første mandag i april.
Dagligdagen ser således ud: Fra klokken 10 til 13 bliver de undervist på deres hold, som kaldes stamhold, af to lærere eller en lærer og en pædagog i de gængse skemafag. De arbejder også i projekter.
Fra klokken otte til ti er de imidlertid ikke på deres stamhold. Dér er de delt efter fagligt niveau i henholdsvis matematik og dansk og går på såkaldte faghold, hvor de får kursusorienteret, målrettet undervisning i matematik eller dansk.
Eleverne er endnu ikke blevet testet fagligt, men der er tegn på, at denne model er mere effektiv end den traditionelle indskoling, siger Jette Bjørn Hansen.
"Og børnene er glade for det. Det siger de i de interviews, der er blevet lavet med dem", fortæller Jette Bjørn Hansen.
"De lærer noget fagligt og socialtt ved at kikke på de større børn, de går sammen med. De store bliver rollemodeller for dem. Det er ligesom i gamle dage, hvor de mindre lærte legenes regler og adfærdsregler af de store, når de legede på gaden", tilføjer hun.
Pilotprojektet løber frem til udgangen af 2011.