Rina Ghanoum er spændt, mens hun går rundt i det tomme klasseværelse. Hun betragter de dekorationer og hjælpemidler, hun har gjort klar og hængt op i sine forberedelsesdage. Alfabettoget, verdenskortet og papirpuslespillet fra sidste år, hvor alle elever har tegnet deres egen brik. Et symbol på, at vi hører sammen i et fællesskab, selv om vi er forskellige.

“Jeg hænger det på døren ud til skolegården, så de kan kigge på det, når de går til frikvarter. Det er tit der, der kan opstå problemer”, fortæller Rina Ghanoum.

Da dansk- og klasselæreren sidste år overtog 1.c på Engstrandskolen i Hvidovre, gik der ikke en lektion, uden at mindst én elev spurtede ud af klassen og smækkede med døren. De “eksplosive elever”, som Rina Ghanoum kalder dem, fyldte meget, fordi de ikke fortalte, hvordan de havde det, før det var for sent. Og så kunne Rina Ghanoum bruge en hel lektion på at få eleverne tilbage og få samling på resten af klassen.

Da Rina Ghanoum gik på sommerferie, var situationen i klassen meget bedre. Men selv om hun glæder sig til et nyt år med klassen, fordi hun for første gang kan starte en klasse op fra skoleårets start, er hun også nervøs. Kan eleverne huske noget af det, de har lært?

“Eleverne har jo haft vidt forskellige sommerferier. Nogle er klar til at vende tilbage, andre er slet ikke. Nogle føler måske ikke, at de har haft en god ferie i forhold til de andre. Derfor vil jeg have ekstra meget fokus på at tale med dem og lade dem komme af med deres tanker, også de svære. Men jeg er indstillet på, at mine planer for den første tid måske ikke holder. Altså, hele klasseværelset er indrettet med backupplaner”, griner hun. 

Kigger du på mig?!

Rina Ghanoum har været lærer i ti år, men 1.c er hendes første indskolingsklasse. Før det har hun arbejdet på mellemtrin og udskoling på en anden skole i Hvidovre. Allerede da hun var til jobsamtale, fortalte lederen, at 1.c var svær, og at der havde været meget udskiftning blandt lærerne. Så Rina Ghanoum skulle være klar på en udfordring.

“Og det var jeg. Jeg sagde, at jeg ville gå målrettet ind i det med nærvær, kærlighed og fokus på fællesskab. Eleverne skulle have det godt. Hvis de ikke har det godt, så lærer de heller ikke”.

Det kom til gengæld noget bag på Rina Ghanoum, hvor udfordrende klassen var. Og hvor meget tid hun brugte på det følelsesmæssige.

“Det var ren svingdørsundervisning. Eleverne kunne simpelthen ikke blive i klassen. Jeg var vant til større elever, så jeg var nok lidt overrasket over, hvor svært de havde ved bare at være i klassen og tage hensyn til hinanden”.

Alt kunne blive et problem, oplevede hun. Eleverne kunne blive vrede og frustrerede over, at andre elever kiggede på dem for længe, hvilket ville medføre et raserianfald og verbale udbrud. Og Rina Ghanoum måtte bruge tid på at forklare, at vi mennesker er nødt til at kigge på hinanden for at forstå hinanden, og at det ikke behøver at være negativt.

Sådan fortsatte det lektion ind og lektion ud. Elever tændte af, enten over en anden elev eller bare det at være i klassen. Og strategien for mange var at løbe ud og smække med døren. 

Fællesskab over det faglige

Den 34-årige lærer gik til opgaven med ildhu. Med hjælp fra en konsulent i kommunen fik Rina Ghanoum indrettet klasseværelset med stillezoner og kreative hjælpemidler, der havde til hensigt at holde eleverne i klassen. Hun fik lavet pausekort, som eleverne måtte bruge, hvis de havde det svært, og så kunne de få fem-ti minutter, hvor de lavede englehop eller løste opgaver i stilhed.

“Alt for at holde dem i klassen. Jeg tænkte: Det må simpelthen være slut, at det er så almindeligt at løbe ud. I mine timer er man i klassen, punktum”.

Ofte begyndte klassen dagen med at dele, hvordan de havde det, hvordan deres morgen havde været. Eleverne kunne for eksempel bruge humørbarometeret til at indikere for Rina Ghanoum og de andre elever, hvordan det gik. Og sådan fik hun langsomt lært eleverne, at man skal tage hensyn til hinandens følelser, og at det er okay at fortælle om dem.

Rina Ghanoum deler mange af sine ideer og tiltag på Instagram, hvor hun har omkring 2.000 følgere. Her er der ofte fokus på klasseledelse. Og ligesom i klasseværelset er der på Instagram også plads til mere sårbare opslag.

For en stor del af øvelsen ved en udfordrende klasse er selv at acceptere frustrationen og holde tålmodigheden intakt, fortæller Rina Ghanoum.

“Jeg prioriterer ofte fællesskab og leg over det faglige. Simpelthen fordi jeg ikke har kunnet lære dem noget, hvis ikke de fik roen og sammenholdet tilbage. Og det kan være virkelig svært, når man igen og igen ikke kan lave den undervisning, man satte sig for”.

Rina Ghanoum er også forberedt på, at de faglige mål og planer må vige relativt ofte i det nye skoleår for at sørge for, at fundamentet og glæden kommer på plads hos eleverne. Derfor har hun sørget for backupplaner. Små danskspil og sjove opgavebøger ligger klar i klassen, til når det planlagte ikke kan lade sig gøre.

Læreren er meget ærlig over for forældrene om, hvad der kan eller ikke kan lade sig gøre i undervisningen. I sit nyhedsbrev deler hun for eksempel, hvordan de i klassen arbejder med følelser. Det har forældrene været meget glade for, og Rina Ghanoum har fået mange positive tilbagemeldinger. Men nogle forstod ikke, hvorfor der skulle bruges så meget tid på de elever, som før inklusionsloven nok havde været visiteret til et specialtilbud.

“Der måtte jeg bare sige, at i min klasse skal der være plads til alle. Jeg kan ikke lykkes med noget som helst, hvis tre-fire elever bare bliver ladt i stikken, fordi de har det svært”, siger Rina Ghanoum. 

Når håbet titter frem

Den praksis oplevede Rina Ghanoum virkede. Hun husker tilbage på en pige, som kæmpede med raserianfald og derfor var en af dem, der ofte flygtede ved at løbe ud af klassen og smække med døren. Indtil hun pludselig en dag løb i favnen på Rina Ghanoum i stedet for ud ad døren.

“Det var så fantastisk, at hun oplevede, at hun kunne være tryg ved mig – og vigtigst: At hun blev i klassen. For når hun vælger et kram frem for at løbe, så er der noget at arbejde med, og så kan jeg tale med hende og guide hende tilbage på plads. Vise hende, at hun og hendes følelser ikke er forkerte, at der er plads i klassen til alle”.

Rina Ghanoum skyndte sig at dele med sin leder, hvad der var sket.

“Jeg bruger mine kolleger meget og især min leder, der jo kender til udfordringerne i klassen. Og hun er god til at rose og viderebringe ros fra forældrene, og det er virkelig dejligt. For det hårde er jo, at eleverne sjældent bekræfter én i, at man er på rette vej. Der går lang tid, før resultaterne viser sig”.

”Så man må virkelig glædes ved det, når de så gør”.

Når eleverne i 2.c fylder det tomme klasselokale efter ferien, har Rina Ghanoum og hendes teamkolleger valgt at skrue op for de positive forventninger til eleverne. For eksempel har de droppet stillezonerne, hvor eleverne kunne sætte sig hen bag en væg. I stedet har teamet indkøbt hørebøffer og skillevægge til bordene, som eleverne kan få, hvis de absolut har brug for dem.

“I år handler det om at sige: I kan godt, nu er I store nok til at blive i klassen. Det vil vi signalere både med ord og med indretning”.