Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Kierkegaard siger: Det ene ord springer med indbygget kærlighed fra den ene til den anden, dvs. kærligheden er pakket ind i en sætning, som en frugt, en befrugtning, som en indirekte meddelelse, der tvinger den anden til at skrælle frugten, lade kærligheden rumstere, at kæmpe med at blive sig selv, og dermed afsættes handlinger, industri og energi af alle slags. Og først ved denne tvang og kamp opstår mennesket. Ordet springer videre fra den ene til den anden, fra lærer til elev, fra mor til datter og fra nabo til nabo, fra generation til generation.
Et folk genskaber sig selv ved, at alle forudsætter, at den Anden er fri og elsket, uanset hvor ensom, fattig og ufri han er i sit sociale liv; en forudsætning der sætter den Anden i gang med at tænke og eksistere.
Ordene springer videre ud over landet og frem gennem historien, fra årti til årti, og fra århundrede til århundrede. Vi står midt i disse springende og myldrende ord og sætninger, som altid delvist er andres, og som vi rumsterer med for at blive os selv, hvorved vi ophører med at være abekatte. Vi er midt i vores folks genskabelse, vores vaner, vores institutioner, vores ting, vores industri, vores arkitektur, vores film, vores æstetik, vores lyd, vores tænkning, vores lyrik og vores pædagogik. Alt det skal genskabes hver dag og hvert årti. Ikke "reproduceres", men genskabes. Hver gang vi taler og skaber og handler - og altså ikke blot efteraber - så bader vi i de ord, som er sprunget, og som har rumsteret igennem århundreder. Holbergs, Grundtvigs, Brandes’, Andersens etc. Vi bader i levende og rumsterende ord.
Men nu er det pyt pyt. Næste generation skal nægtes denne glæde, fordi en professor i pædagogik og en række hukommelsessvigtede politikere tror, at bæredygtighed har noget at gøre med evidensbaserede metoder, der kan skaffe mere ”læring”, som det banalt hedder i den ene og den anden kommune, så de stakkels abekatte kan klare sig på det globaliserede arbejdsmarked, så vi kan komme på plejehjem i 2090 og redde både velfærdsstaten og konkurrenceevnen og hvad ved jeg.
Bæredygtighed er fordybelse i ordenes og tingenes egenart, historie og vekselvirkning. Der er at rode og fuske med og drage omsorft for materialer, tanker, snørebånd og teenageproblemer hver eneste dag igen og igen, fra generation til genration. Læreren er som en væverske, der tålmodigt vifter fikse evidensideer og asiatiske værdier væk, mens hun spinder modersmålets tråde dag ud og dag ind. Ligesom Penelope viftede beundrere væk, mens hun vævede og ventede på Odysseus i årevis.
Bæredygtigheden er folkets, institutionernes og sprogets ubønhørlige strøm af ord der springer fra hjerte til hjerte, hvor ordet pulserer og skaber energi, der virker gennem historien og fra landsdel til landsdel. Det er den utrættelige tråd af de samme problemer, som viser sig i små variationer fra år til år. Det er det uophørlige og urokkelige arbejde med at genskabe landets dyder og skønhed og dilemmaer. Det er den dybeste kærlighed, den længste historie, den saftigste rytme og det vådeste kys. Det er det største palads på det solideste fundament. Genskabelsen af Danmark. Det er bæredygtighed. Det er et folkestyre og frihed. Det er alle danske skolers målsætning.
Men Rasmussen mener, at dette er noget filosofisk pjat. Han tror, at bærerdygtighed har at gøre med OECD-bureaukrater og ranglisteplaceringer og rejselystne metoder, der kan pakkes, bevises og sælges. Dvs. sætninger uden kærlighed, uden liv og uden klang. Men der er ingen bæredygtighed i hans ideer. Intet. Der er tværtimod afvikling, der er bund, forfald og afgrund. Det er et helt folks blindhed.
Første del af herværende serie:
http://folkeskolen.dk/525139/hvad-er-baeredygtighed#st446
Jens Rasmussens indlæg:
http://folkeskolen.dk/524928/baeredygtighed-