Skolegården på Naur-Sir Skole i Holstebro bliver målt opMarianne Fløe Hestbjerg
Udematematik skal mindske frafald
330 af landets folkeskoler har i dag ryddet skemaet og brugt dagen udenfor i matematikkens tegn. Udematematik skal gøre matematikken mere nærværende og i sidste ende sikre mindre frafald på ungdomsuddannelserne.
Cykelskuret bliver også målt op. Der er tre timers matematik på skemaet i dagMarianne Fløe Hestbjerg
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det er matematikkens dag i dag, og landet over er elever og lærere udenfor for at opleve matematik i deres nærmeste omgivelser. Udematematikken skal hjælpe matematikken af med ryet som noget støvet og nørdet, så frafaldet på især de tekniske uddannelser kan blive mindre.
Annonce:
"Erfaringerne viser, at når eleverne mister interessen for matematik i folkeskolen, får de sværere ved at klare sig på de tekniske uddannelser. Det fører til frafald på uddannelserne, og derfor skal vi have fat i eleverne allerede i folkeskolen", siger Henrik Amdi Madsen, direktør for Industriens Uddannelser.
Nærværende matematik
Gert B. Nielsen fra Danmarks Matematiklærerforening står bag initiativet Matematikkens Dag. Han fortæller, at elever og forældre skal have øjnene op for, at matematik både kan være nærværende, kreativt og sjovt.
"Når eleverne for eksempel tager billeder af bygninger og tårne, får de forståelse for de forskellige geometriske former samt hvilke matematiske formler og regler, der ligger bag ved. Bagefter går de hjem og laver billedmanipulation og beregninger på computeren. På den måde bliver matematikken nærværende", siger Gert B. Nielsen.
Annonce:
Forstår matematikken bedre
På Naur-Sir Skole i Holstebro har eleverne i dag tre timers matematik udenfor. Skoleleder Marianne Fløe Hestbjerg fortæller, at eleverne får en helt anden forståelse for afstande og begreber, når de kommer op af stolen og ud af klassen.
"I dag er eleverne ude for at få en forståelse af afstande og størrelsesforhold. Når eleverne oplever vinkler i naturen, ser de, hvordan de kan bruge det, de læser om i bogen. De forstår vinkler og afstande på en anden måde", siger Marianne Fløe Hestbjerg.
"Eleverne skal blandt andet gå nogle afstande, så kroppen bliver involveret. På den måde forstår eleverne det meget bedre. Man kan danne sig nogle billeder af en centimeter, meter og kilometer, når man læser om det i en bog. Men hvis man skal gå kilometeren, så bliver det en hel anden oplevelse", tilføjer hun.
Annonce:
Josephine Tilsted fra 4. klasse på Naur-Sir Skole har haft en god dag med udematematikken,
"Det er sjovere i virkeligheden, end det er i bogen. På en eller anden måde forstår jeg matematikken bedre", siger hun.
Forældre kan ikke hjælpe med lektier
Det er ikke kun manglende interesse for matematik, som giver større frafald. Hver tredje forælder har svært ved at hjælpe barnet med matematik, viser en ny undersøgelse fra Matematiklærerforeningen og Industriens Uddannelser.
Annonce:
"Det er et problem rent samfundsmæssigt, at vi har unge mennesker gående rundt, som kunne have lært meget mere matematik, hvis forældrene havde hjulpet dem bedre", siger direktør for Industriens Uddannelser, Henrik Amdi Madsen, til metroXpress.
41 procent af forældrene svarer i undersøgelsen, at matematik er det sværeste fag at hjælpe med.