Anmeldelse:

Anmeldelse af På vores side af muren

Forfatteren Annette Herzogs barndomserindringer udspiller sig i DDR før Berlinmurens fald

Publiceret

'På vores side af muren' er en spændende og medrivende fortælling om livet i et land, som de færreste skoleelever og voksne i Danmark kender ret meget til. At vokse op i DDR, et kommunistisk styret land, skabte længsel efter en frihed og de materielle goder, der var i Vesten.

Fakta:

På vores side af muren

Forfatter: Annette Herzog

Illustrationer: Maja Bohn

179 kroner

80 sider

Serie: Min historie

Dansklærerforeningens Forlag

Annette Herzog er født i DDR i 1960 i en landsby i nærheden af Berlin. Hun læste engelsk og dansk på universitetet i Greifswald og arbejdede bagefter flere år som tolk og oversætter i Berlin. Efter murens fald i 1989 flyttede familien, det vil sige Annette Herzog, hendes mand og deres fire børn til Danmark, hvor hun var blevet optaget på EU-konferencetolkeuddannelsen på Handelshøjskolen i København.

I 2000 blev hun elev på Forfatterskolen for Børnelitteratur og har siden skrevet over 40 velskrevne romaner for børn og unge på dansk. En imponerende præstation. Underligt nok måtte hun i en periode omkring 2020 slås for at blive dansk statsborger.

'På vores side af muren' er en god og grundig fortælling med mange fine og varierede illustrationer. Masser af fotos fra det private fotoalbum, og desuden har illustratoren Maja Bohn gjort meget ud af visuelt at beskrive tiden og samfundet i det nu forsvundne DDR. Indimellem drysses små faktuelle afsnit skrevet af forfatteren om muren, DDR, bombeangrebet på Dresden i februar 1945, brugte cowboybukser med mere og der er også plads til Maja Bohns fine, sjove og festlige illustrationer, der klæder Annette Herzogs tekst.

Annette Herzog har også skrevet en anden bog om DDR, som hedder ”DET DER VAR – Historier fra den anden side af muren”. Den henvender sig mest til voksne.

”På vores side af muren” er udkommet i Dansklærerforeningens interessante serie MIN HISTORIE, der er erindringer skrevet for børn og unge og henvender sig til 6.-9. klasserne. Herzogs bog er en helt speciel og interessant udgivelse om et vigtigt emne, og her er virkelig noget at hente. Klassesæt vil være meget relevant.