'Praktiker-forskerens opdukken er et symbol på udviklingen af læringssamfundet', skriver forfatteren (side 161). Praktiker-forskeren er defineret ved sin dobbeltrolle som praktiker og som forsker, for eksempel sygeplejelæreren, der dels underviser, dels forsker i sygepleje eller i sygeplejerskeuddannelse som et led i sin praksis eller i egen videreuddannelse. Jarvis ser en linje fra refleksion over egen praksis til forskning i egen praksis og, som han siger det, en linje fra praksis til praksisteori. Hermed føjer udgivelsen sig ind i en række publikationer, der diskuterer læring i arbejdslivet, forholdet mellem viden og information, forskellen på akademisk baseret forskning og professionsfunderet forskning, forholdet mellem teori og praksis.

Forfatteren definerer og diskuterer praksis og argumenterer for styrker og svagheder ved forskellige forskningsmetoder med afsæt i praksis - casestudier, aktionsforskning og kollaborativ forskning, forskning, som udfolder sig i et samarbejde mellem praktiker, praktiker-forsker og eventuelt 'rigtige' forskere. Det er især denne form, Jarvis synes at være fortaler for.

Jeg finder bogen kalejdoskopisk, den vil for meget - fra læringsteori til samfundsteori, fra uddannelsespraksis til forskningspraksis. Da den imidlertid bygger på ganske kendte teorier, kan den læses som bredt opsamlende. Jeg tror, den vil kunne finde anvendelse inden for videreuddannelse af professionelle - lærere, sygeplejersker, pædagoger og ansatte i private virksomheder.