Historie opfattes af mange elever som et læsetungt fag, der ligger langt fra hverdagen. For lærerne kan stofområdet virke nærmest uendelig stort, så hvor skal man starte, og hvordan kommer man i dybden?

Sådan opridser forfatterne til den nye bog 'Det meningsfulde historiefag' historiefagets udfordringer.

Men så har de i virkeligheden ikke lyst til at snakke meget mere om dem.

I stedet vil de meget hellere snakke om, hvor fantastisk et fag historie er – og hvordan man med den rette didaktiske tilgang kan forløse dets potentiale.

”Det er jo et fag, hvor man kan tage på tidsrejse. I hvilke andre fag kan man ellers det?”, lyder spørgsmålet fra Sanne Faber.

Hun er ligesom medforfatterne Andreas Kopp og Kirsten Lauta lektorer i historie på læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole.

Bogen er blevet til, fordi de ser et ”uudnyttet potentiale” i faget, som de beskriver det.

”Det er der mange forklaringer på. Både strukturelle forhold på skolerne, uddannelsen af lærerne – som vi jo også er ansvarlige for – og styredokumenter, som ministeriet lægger ned over faget”, siger Andreas Kopp, som tilføjer:

”Så vi er med på, der er mange udfordringer. Når man dertil lægger, at genstandsfeltet i udgangspunktet er uendeligt, så står man ikke med en let opgave som historielærer – langt fra. Men det overordnede projekt er at forsøge at komme med nogle bud på, hvordan praktikerne kan forløse nogle af de muligheder, der ligger i det her enorme erfaringsrum”.

Undervisningen starter og slutter med eleverne

Hvis det skal lykkes, kræver det først og fremmest, at eleverne bliver i stand til at spejle sig i og gå på opdagelse i historien, pointerer de. At historien bliver vedkommende – og dermed meningsfuld.

”Vi vil meget gerne have, at eleverne ikke føler en afstand til fortiden, men nærmere en kobling. Både til de interessante begivenheder og de grusomme handlinger. Historie handler om mennesker, samfund, fritid og strukturer. Arenaer, som eleverne også er en del af. Det er den sammenhæng, de gerne skal kunne spejle sig i”, siger Andreas Kopp.

Her lægger bogen særlig vægt på, hvordan læreren udvælger stoffet. Der skal være en forklaringskraft mellem stoffet og de konkrete elever, det præsenteres for, som Sanne Faber udtrykker det.

”Det kan være meget direkte forklarende for, hvorfor verden ser ud, som den gør. Hvorfor vi har det forhold til andre, vi har. Eller det kan være indirekte forklarende igennem gradvise erkendelser hos eleverne gennem fortidsmøder”, siger hun.

Og hvordan sikrer man sig så det?

Omdrejningspunktet i bogen er en såkaldt ’historiedidaktisk planlægningsmodel’, der sikrer, at elevernes livsverden er i centrum gennem hele processen fra udvælgelsen af stoffet til efterbehandlingen.

På bogens hjemmeside ligger der eksempler på forløb tilgængeligt for alle.

”Didaktikken er ekstremt elevcentreret. Eleverne er i centrum for start- og slutpositionen”, siger Kirsten Lauta og tilføjer:

”Modellen er i virkeligheden et par briller, lærerne kan tage på og både anskue styredokumenter og didaktiserede læremidler igennem, så elevernes interesser træder frem i dem”.

Undervisningen skal nemlig tage afsæt i elevernes interesser eller skabe en interesse hos dem undervejs, pointerer Andreas Kopp.

Og så er det afgørende, at man i slutningen af undervisningen gør plads til en refleksionsproces, ”hvor man med afsæt i den fortid, man er dykket ned i, orienterer sig i forhold til sig selv og den omverden, man er en del af”, siger han.

Den afsluttende refleksion når man ofte ikke ude i en travl hverdag på skolerne med meget stof at nå igennem, påpeger forfatterne.

Og det er forståeligt nok, hvis man kigger på de nuværende styredokumenter for faget, hvor der primært lægges vægt på fagets rolle som kritisk og konstruktivt dannende, mener de.

”Men vores udgangspunkt er, at historie har stort potentiale som et refleksionsfag og et etisk og æstetisk dannende fag. For at give eleverne en mere klassisk dannelse, kan man sige. Men det kræver nogle arbejdsformer, hvor man på baggrund af tidsrejser udtrykker sig på æstetiske måder”, siger Andreas Kopp.

Faget er i forvejen forskelligt fra klasse til klasse

Er risikoen ved et så elevcentreret historiefag ikke, at det bliver meget forskelligt fra skole til skole?

”Det er det i forvejen. Eleverne har meget forskellige forudsætninger for at deltage i undervisningen. Lærerne fortolker også styredokumenterne forskelligt. Så faget vil uanset hvad se meget forskelligt ud”, siger Kirsten Lauta.

Og en elevcentreret didaktik betyder naturligvis ikke, at der ikke er noget, eleverne skal lære, understreger forfatterne.

”Vi ser for eksempel ikke en modsætning mellem vores tilgang og redskaberne fra videnskabsfaget historie. Vi låner masser af begreber derfra. Når der er en mening med det. Faget skal være meningsfuldt for de mange – og det skal redskaberne også være”, siger Kirsten Lauta.

Men de historiske redskaber skal være et ”middel til et mål”, som Andreas Kopp formulerer det. Målet er den kritisk, konstruktive dannelse, historiefaget også skal give.

”Eleverne kan få fantastiske erkendelser, når de bruger de historievidenskabelige redskaber til at åbne noget op og se, at det ikke var, som de troede”, siger han.

”Vi skriver bestemt ikke kildekritikken ud af vores didaktik. Men den må bare ikke være instrumentel”, supplerer Sanne Faber.

Så er der historiekanonen. Hvordan kommer man rundt om den med et elevcentreret udgangspunkt?

”Vi kommer nok ikke uden om, at vi ser kanonen som et benspænd for læreren. Men igen kan man stille sig selv spørgsmålet: Hvordan integrerer man punkterne på en meningsfuld måde?”, siger Andreas Kopp og tilføjer:

”I stedet for, at undervisning i Christian d. 4. kommer til at handle om årstal og bygninger, kan man for eksempel kigge på det ud fra et historiebrugsperspektiv. Hvorfor er det, der stadig bliver lavet film om ham?”

Sanne Faber understreger, at mange lærere naturligvis allerede tænker i de baner. Oliekrisen i 1973 er - grundet den nuværende energikrise - nok inkluderet i flere årsplaner i år end tidligere, påpeger hun:

”Men det, vi tilbyder, er en måde for lærerne at kigge på potentialerne i stedet for at lade sig styre for meget af styredokumenterne. Historiefaget er det fag, hvor lærerplanerne er blevet revideret oftest i løbet af de sidste knap 50 år. Det vil de nok blive ved med, for faget har politikernes opmærksomhed. Og selvfølgelig skal man som lærer leve op til gældende krav, men vi vil gerne styrke lærernes kritiske og refleksive kompetencer til at fortolke dem. Til at starte hos eleverne i stedet for i kanon”.