Kvinders reproduktive evner er statens ejendom. Det mente alle reaktionære før, og mange mener det stadig. Kvinder må ikke fraternisere med fjenden, og perkerne må ikke rende med de danske piger.

Nazisterne overtog holdningen til kvinder fra samtiden. Alfred Rosenberg formulerede det således allerede i 1930: 'Holder vi os den kendsgerning for øje, at stat, social arkitektur, i det hele taget enhver varig sammenslutning, i hele verdenshistorien har været en følge af mandens vilje og mandens skaberkraft, er det klart, at hvis kvinden principielt indrømmes indflydelse, vil det være begyndelsen til det åbenlyse forfald'.

Det havde han helt ret i. Hvor kvinder får reel politisk indflydelse, står den grænseløse patriarkalske arrogance for fald.

Men inden de fattede den infame rækkevidde, sluttede millioner af tyske kvinder op om den krigsopbyggende hyldest til avlskaninen. De klamme ridderlige omsvøb fik dem til at æde den nazistisk tillempede Mariadyrkelse: fød sønner, der kan dø for sagen. De fik skam medaljer, 'Den Tyske Moders Æreskors', i guld, sølv og bronze for otte, seks og fire børn. Og rabatmærker, når sønner og ægtefæller kom hjem i urner.

Nederst i den livsfarlige hakkeorden var de tusinder af kvindelige fanger fra Øst, som erstattede mændene i ammunitionsfabrikkerne, og der er ingen dokumentation for bare gnist af kvindesolidaritet med dem i denne vigtige bog, der bringer billeder, historiske dokumenter og sammenfatninger om naziregimets kvindepolitik.

Den er øjeåbnende læsning, også for voksne. For nok har vi hørt og læst det før, men mest som appendiks til de rystende front- og lejrberetninger. I bogen her er den nazistiske hygge-retorik dokumenteret og samlet sammen: det ariske hjems dyder, den ædle tyske urmoder, den kvalmende hensigt og den næsten fuldstændig fraværende modstand mod det morderiske vås.

Bør stå på ethvert skolebibliotek.