http://www.steenhildebrandt.dk/2013/04/skolekonflikt/

Min kommentar er også at finde i debattråden på Steen Hildebrandts website:

God artikel med et ledelsessyn, der rent faktisk kunne praktiseres i den nu opsagte arbejdstidsaftale.

KL siger ganske vist noget andet, men såvel i KL's årsberetning som i interview med Michael Ziegler, bliver der fra KL's side uddelt meget ros og givet udtryk for, at der er masser af ledelsesrum og muligheder for fleksibilitet, og at aftalen fungerede godt. Evalueringen, som KL skjulte, er uhyre positiv.

Lærerne oplevede det samme. Fra starten var der dog betænkeligheder ved, at "opgaver i tilknytning til undervisningen" var en ladeport for en totalt grænseløs arbejdsmængde, men meget hurtigt tog de fleste ledere og lærere aftalen til sig, og der udvikledes en ansvarlighed og et engagement på skolerne bredt.

Fordelingen af de faste opgaver blev foretaget en gang om året, hvorefter lærere og ledere kunne koncentrere sig om at udføre og udvikle god undervisning. Lærerne forbedrede deres samarbejdskultur, fordi det havde mening at samarbejde. Lederne blev i højere grad pædagogiske ledere og involveret i eleverne og i lærernes undervisning.

Det, der i alle debatter omtales som FORBEREDELSE (= opgaver i tilknytning til undervisningen), er altså i læreraftalen alt andet i lærernes arbejde end de fastlagte undervisningstimer og faste funktioner som eks. læsevejleder, AKT-lærer og bibliotekar. De er i sandhed grænseløse, for det er alt det nødvendige, der skal til for at sikre god undervisning. Det vil fylde for meget i denne tråd at opliste de opgaver.

Lærerne fik derfor et kæmpeansvar, og de tog det på sig. Vi så på mange skoler, at lederne begyndte at vende front mod medarbejderne, hvor de før sad med ryggen til for at administrere bogholderiet.

Danmarks Lærerforening har over en del år arbejdet frem mod en professionsaftale, hvor læreren skulle have et professionelt ansvar for undervisningen ud fra de samme idealer, som fremgår af Hans Henrik Knoop og Steen Hildebrandts artikel. Lederen skulle væk fra værkførerrollen og have en langt større rolle i forhold til undervisningsdelen og som sparring i forhold til medarbejderne.

Jeg beskriver disse ting, fordi der vil være mange, der læser denne artikel uden den historiske viden, som jeg mener er vigtig for at forstå konteksten, når man ser på den uholdbare situation, landet er kastet ud i.

Danmarks Lærerforenings ledelse har med den nuværende formand i spidsen siden 1997 forsøgt at komme væk fra den ødelæggende u-, f- og ø-aftale, som mange åbenbart stadig tror, er gældende. Det lyder næsten sådan i debatten. Den arbejdstidsaftale, der blev indgået i 1993 er efter min bedste overbevisning årsag til, at det nu lykkes KL at bilde dele af befolkningen og mange politikere ind, at lærernes aftale er rigid. Aftalen fra 93 vár efter min mening rigid, men det er værd at erindre, at der kom en ny ledelse i Danmarks Lærerforening. En ledelse, der ville noget andet. Det gik ikke helt stille af, men det lykkedes at ændre kursen. Det er jeg personligt rigtig glad for.

Danmarks Lærerforening er så i 2013 blevet mødt med krav, der ikke er til forhandling, ultimative krav! Oveni argumenteres der fra arbejdsgiverside med, at den opsagte arbejdstidsaftale altså var rigid, at der ikke var ledelsesrum, at det er tåbeligt med en akkord til "forberedelse", og at erfarne lærere og nyuddannede ikke behøver samme tid til forberedelse, som jo netop er utrolig mange andre opgaver end den konkrete forberedelse. Alt dette fremføres på trods af en fin evaluering.

Der argumenteres også med, at der ikke er plads til udvikling i de hidtidige rammer. Et forhold, der er modbevist af mange skoler og skoleledere.

Lederforeningens formand har medgivet i debatten, at der er en del skoleledere, der ikke udnytter aftalens muligheder, så det kan altså ikke være rammerne, der har stået i vejen.

Der må være noget andet, der er årsag til KL's ageren.

Efter min opfattelse repræsenterer KL et LEDELSESSYN, der er det stik modsatte af, hvad Hildebrandt og Knoop beskriver i deres artikel. Jeg har gennem årene i forskellige samarbejdsrelationer haft adskillige diskussioner med "KL-folket" om netop ledelse. Jeg oplever ikke, at KL bruger den viden, Knoop og Hildebrandt repræsenterer. Jeg oplever slet ikke, det er dagsordenen.

KL har i de seneste mange år haft et LIGHEDSSYN i forhold til forskellige medarbejdergrupper.

Det har ikke noget at gøre med ligeværd, men det handler om, at alle skal have samme vilkår. Det uden skelen til forskelligt arbejdsindhold. Deraf al talen om NORMALISERING.

Udover ledelsessynet, lighedssynet og normaliseringssynet er den en anden og afgørende faktor, der gør sig gældende:

KL vil FRIGØRE SIG FRA FAGFORENINGERNE generelt og lærernes i særdeleshed.

Det er KL en stadig kilde til irritation, at fagforeningen overhovedet skal ind over noget som helst. Tilsyneladende ser KL ikke noget positivt i at have ordnede forhold, og KL er måske slet ikke klar over i virkeligheden, at lokalkredsene og tillidsrepræsentanterne ofte tager skraldet og meget af bøvlet i kritiske situationer i kommunerne og på skolerne. KL ser også helt væk fra fagforeningens aktive deltagele i og medvirken til skoleudvikling.

At det rent faktisk er lokalt, man aftaler rammerne for resurseudnyttelsen, vil ingen uindviet kunne se, da det i debatten lyder, som om KL og DLF centralt sidder og fastsætter lærernes arbejdstid.

Når man aftaler decentralt, bliver der i høj grad taget hensyn til lokale muligheder i kommunerne, og vi ser jo også, at skoler inden for de enkelte kommuner udvikler sig forskelligt.

Overenskomstparterne bliver konstant opfordret til at forliges og finde et kompromis.

Det kan i sagens natur ikke lade sig gøre, når den ene parts krav er ultimative - og bliver ved med at være det.

Det er en meget ulykkelig situation, og jeg er personligt utroligt ked af, at det, der blev opnået med den seneste arbejdstidsaftale, en professionsaftale med et professionelt ansvar til lærerne og frigørelse af lederen til ledelse fremfor styring, at det ser ud til at ligge i ruiner.

Jeg frygter, at vi igen kommer til at havne i en værkførerrolle for lederen, og at vi igen kommer til at se ryggen mere end ansigtet.

Lige nu er det skolerne og lærerne, der er i klemme. På længere sigt handler det om, hvilket samfundssyn, der skal præge det danske samfund.