I stedet for at se på, hvad eleverne er dårlige til, skal læreren ændre sin egen praksis og forandre læringsmiljøet. Ganske små tilpasninger kan ofte medføre store forbedringer for både elever og lærere.

Sådan lyder det fra pædagogisk vejleder Pia Grell Sørensen, der i et år har inspireret lærerne på Skovshoved Skole. Målet er at udvikle den almindelige undervisning og støtte lærerne i deres arbejde med at differentiere undervisningen, så både stærke og svage elever bliver udfordret. Stillingen blev oprettet, fordi Gentofte Kommune ville opprioritere indsatsen på området. Hver enkelt skole fik tildelt en halv stilling, men Skovshoved Skoles ledere valgte at finde midler, så de kunne oprette en fuldtidsstilling.

»De ønskede en praktiker, men det var også vigtigt, at teoridelen var i orden. Skolens leder sagde, at de ville finde en, der selv havde 'fingrene i bolledejen', og det ligger i min stilling, at jeg kan smøge ærmerne op og være med i undervisningen. Jeg er ikke kun en, der snakker«, siger Pia Grell, der har været på skolen siden december 2005. Før det var hun lærer i Lyngby-Taarbæk. Hun har en diplomuddannelse i skoleudvikling, og om få måneder afleverer hun sit cand.pæd.-speciale.

»Mit udgangspunkt er en anerkendende tilgang til undervisning. Det er ikke nok, at man er dygtig via sine skolefag. Som underviser må man også kaste sin person ind. Derfor er jeg - både i min hverdagspraksis og i min teoretiske studier - meget optaget af, hvordan lærere kan ruste personligheden. I 17 år, før jeg kom her, arbejdede jeg på en skole med en socialt meget blandet elevgruppe, så vi var nødt til at være rummelige. Her er det ikke helt så indarbejdet«, siger Pia Grell.

Hun er ikke ansat som en brandvagt, der rykker ud, når der opstår akutte problemer i klasserne, og skal heller ikke tage sig af børn med særlige problemer, men sikre, at lærerne hele tiden kan udvikle undervisningen.

»Traditionelt ser man på, om elever mangler noget i forhold til den undervisning, læreren leverer. Jeg kigger den anden vej og ser på, hvordan jeg kan få læringsmiljøet og læreren til at passe til den gruppe børn, der er her. Det er de voksne og de voksnes læring, jeg har i centrum«.

Undervisningsdifferentiering har været en del af folkeskolens lovgrundlag siden 1993, men for tre år siden udsendte Evalueringsinstituttet en rapport, som siger, at der mangler en fælles forståelse af, hvad begrebet indebærer, og at mange lærere er usikre på, hvordan de skal differentiere undervisningen. Pia Grell taler ofte med lærerne om undervisningsdifferentiering.

»Man kan differentiere ved at dele eleverne op efter, hvem der er fagligt dygtige, og hvem der ikke er det. Det er den mindst givende måde at gøre det på. Det er en sorteringsmekanisme, der går på, at nogle børn oplever, at de ikke er dygtige. Det kan ikke bruges i et anerkendende eller rummeligt læringsmiljø. Det må handle om at tage udgangspunkt i, hvad den enkelte elev kan, og så sørge for at få mere af det«.

På Skovshoved Skole er fagligheden i højsædet, og Pia Grell oplever indimellem, at der ikke har været tradition for at tænke i de baner. Men lærerne vil meget gerne vende tankegangen mod anerkendelse.

»Folk siger 'Gud ja, selvfølgelig'. Men vi er uddannet til at tænke på et normalt forløb, og så ser vi, hvad der afviger fra det normale, og dér sætter vi så ind. Vi er ikke opdraget til at fokusere på den enkelte elevs resurser«.

Hun går ind for, at man deler eleverne op i hold, når der er behov for det.

»Men niveaudeling må ikke betyde, at nogle elever rubriceres som gode til matematik, mens andre er dårlige«.

Holddeling er et pædagogisk redskab til i en periode at koncentrere kræfterne om en bestemt faglig udfordring, understreger hun og fortæller om et forløb, hun har været igennem sammen med en lærer, der underviser i matematik. Eleverne mente, at de var dårlige til matematik.

»Det var meget unuanceret. 'Men lad os nu lige se, hvad det drejer sig om. Lad os få det dokumenteret', sagde jeg til dem«.

Læreren testede eleverne, rettede opgaverne sammen med Pia Grell og vendte så tilbage til klassen.

»Man kunne ikke sige, at de var dårlige til faget, for der var meget, de kunne. Men der var ganske rigtigt elever, der havde nogle huller i geometri og procentregning. 'Det skal vi se at få arbejdet med', sagde jeg til dem«.

Hendes opgave er ikke at komme med færdige løsningsforslag, men at lytte, opmuntre og spørge ind til problemstillingerne, og som en del af forløbet overværede hun derfor lærerens undervisning.

»Jeg arbejder med kollegavejledningens systematik, hvor jeg kan stille undrende spørgsmål. Det er læreren, der bestemmer, hvilke temaer der skal tages op, og det er ikke mig, der har svarene«.

Efter hver samtale skriver Pia Grell et kort referat med de problemfelter, de har behandlet, så de kan holde fokus. Skriftligheden er vigtig, for det er dér, man sammen kan se, hvordan processen forløber, understreger hun.

»Læreren oplevede, at hun talte og talte i timerne, og at eleverne ikke lyttede. Hun var selv ved at definere dem som dårlige, det skulle vi have vendt rundt på. Hun måtte fortælle klassen, at matematikhullerne kan fyldes ud, at det kræver en indsats, men at det faktisk kan være spændende«.

»Jeg oplevede, at eleverne meget gerne ville høre på hinanden, og jeg talte med læreren om elever på mellemtrinnet i almindelighed. På det alderstrin er det jo meget mere spændende at se og høre på Alexander med strithåret, end det er at lytte til matematiklærer Charlotte, som man har hørt på i mange år. Vi prøvede så at vende det hele på hovedet. Det skulle være sejt at have matematik«.

En del af pigerne sagde, at de ikke gad matematik, for de skulle være designere. Derfor blev en pige fra 9. klasse inviteret ind for at fortælle om, hvorfor hun synes, matematik er sejt.

»Det handler om en holdningsbearbejdning, og det rykker, når pigen fra 9., som de lige har set optræde i en musical, kommer og fortæller, hvordan hun vil bruge matematikken til at nå sin drøm om at blive ingeniør«.

Læreren foreslog at tage de elever, der havde brug for mere geometriundervisning, ud i en gruppe, mens de andre elever gjorde noget andet. Pia Grell opmuntrede til at foretage ændringer.

»Jeg hjælper med at få overblik, og jeg oplevede, at læreren var meget hurtig til at rette sin praksis ind. Da jeg spurgte, hvorfor hun valgte at gennemgå lektier som det første i timen, havde hun staks mange ideer til, hvordan det kunne gøres anderledes. Hun var druknet lidt i en selvforstærkende følelse af, at eleverne var dårlige til matematik, så hun ikke så de andre muligheder, der er for at få eleverne til at være aktivt lærende«.

Pia Grell har efterfølgende besøgt klassen i matematiktimerne for at se, hvordan det går. Desuden har hun været med til et forældremøde, hvor hun fortalte om forløbet.

Men det er ikke kun holdninger, Pia Grell Sørensen bearbejder, hun tænker også meget i de fysiske rammers betydning - i lokalets indretning.

Omkring juletid bad en lærer, der underviser i en 1. klasse, om hjælp til at undervisningsdifferentiere.

»Da jeg kom ind i klassen, sad eleverne i tre rækker med front mod tavlen. Jeg kan godt forstå, at hun havde det svært, 29 elever i 1. klasse, det er aldrig nogen nem opgave«.

»Jeg tænker altid i differentiering og holddeling. Men jeg tænker også altid indretning. Lokalet skal kunne rumme forskellige typer elever og forskellige læringstilgange«.

Resultatet blev, at klasselokalet blev ændret radikalt. Et område blev afskærmet med reoler og bøger fra biblioteket og en sofa. Her kan elever sidde og finde billeder, de skal fortælle om. I et hjørne blev der stillet stole og borde op til elever, der skal have ro omkring sig for at kunne koncentrere sig om arbejdet. Der blev rykket borde sammen til de elever, der arbejder bedst i grupper.

»Børnene elsker det, men forældrene spurgte, hvorfor vi havde lavet en skammekrog«, fortæller Pia Grell.

»Indretning af et klasselokale kan gøres nemt, og det giver hurtige resultater. Det kræver blot, at læreren har ytret et ønske om, at det er svært at differentiere«, siger Pia Grell og hentyder til, at læreren skal være klar til at ændre på sin undervisning, når de fysiske rammer ændres.

Da hun blev ansat, ville skoleledelsen gerne have, at elevplaner og evaluering skulle være hendes første projekt, men efter nogle uger måtte hun fortælle, at det ikke var muligt.

»Grundlaget for arbejdet skal være i orden, og samarbejdet skal fungere, ellers kan vi hverken selv lære eller lære fra os«.

Ledelsen var ikke uenig. Skolen iværksatte så et udviklingsprojekt, der satte fokus på teamets læring.

»Jeg var med til teammøder og ude i klasserne, så jeg kunne se, at lærerne havde brug for at tale sammen om, hvad et team er. De skulle afklare, hvad de skulle arbejde sammen om, og hvordan man gør det. De snakkede om aftaler, møder og struktur, men ikke om indhold, undervisning og læring«.

Lærerne har nu haft fokus på teamsamarbejde i et halvt år.

»Vi tog udgangspunkt i, at teamene er forskellige steder i deres egen læring. Ét team er måske ved at lære at indkalde til møder og skrive dagsordener, mens et andet er i gang med at udvikle fælles forældremøder og aftale næste års fagfordeling. Begge dele er okay. Alle skal have lov til at være den, man er, men vi skal alle sammen rykke«.

Og lærerne yder en stor indsats, og et af teamene vil nu optage hinandens undervisning på video.

»En lærer, der var meget skeptisk, fordi det blev oplevet som en voldsom indblanding, har nu set, hvordan kollegers spørgsmål kan føre til små ændringer, som gør undervisningen bedre og arbejdet sjovere og nemmere. Derfor er de nu selv i gang med at gå endnu tættere på«.

Pia Grell Sørensen mener, at hendes arbejde gør en stor forskel på skolen.

»Rigtig mange lærere vil virkelig gerne, men de drukner i de daglige opgaver. Handletvangen og de mange nye krav udefra lammer dem. De skal hele tiden være klar til næste time og til i morgen, det gør det svært at forholde sig til nye initiativer. Derfor kan en vejleder, der både ser på tingene udefra og er en del af skolehverdagen, give en opbakning, der gør en forskel«. |

Fortællingerne er konstrueret ud fra flere forløb af hensyn til læreres og elevers anonymitet.

Den teoretiske praktiker

Pia Grell Sørensen, 45, tog lærereksamen i 1985 og arbejdede i 17 år som lærer på Lundtofte Skole i Lyngby-Taarbæk. I 1999 fik hun en diplomuddannelse i skoleudvikling. Hun er næsten færdig med en cand.pæd. i almen pædagogik fra Danmarks Pædagogiske Universitet. Hun er medforfatter til engelsksystemet »Portfolio/build Up«. Siden januar 2006 har hun været ansat som pædagogisk vejleder på Skovshoved Skole, hvor hun aflønnes som en skolekonsulent.

»Det må handle om at tage udgangspunkt i, hvad den enkelte elev kan, og så sørge for at få mere af det« Pia Grell»Niveaudeling må ikke betyde, at nogle elever rubriceres som gode til matematik, mens andre er dårlige«Ekstra på undervisere.dk: Pia Grells målsætnings- og evalueringsskema for lærerne. To tekster af Mads Hermansen