Anmeldelse
Gyldendals guide til vejr og skyer
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
De mange imponerende, flotte og illustrative sky- og landskabsbilleder falder straks i øjnene, når man bladrer i denne lille håndbog om vejr og vejrforudsigelse. Teksten, der skal sætte os i stand til at stille en nogenlunde vejrprognose, er saglig og kan læses af elever fra ottende klasse.
Før vi når frem til vejrkort og de komplicerede vejrsituationer, gennemgås de enkeltfaktorer, som tilsammen er bestemmende for vejret. Det drejer sig for eksempel om temperatur, tryk og fugtighed. Et kapitel om vejrdynamik er anbefalelsesværdigt for enhver, som følger tvs vejrudsigter. Det giver en indsigt i høj- og lavtryk og de drivende kold- og varmfronter, som kan danne baggrund for en bedre forståelse af vejrprofeternes kort med deres tegn og symboler.
Som en teknik til at beskrive og forudsige vejret ses der nærmere på en halv snes typiske vejrfaser, som alle betragtes under et skema på seks punkter, blandt hvilke det ene drejer sig om vejrtypens indflydelse på krop og sind.
Med hensyn til vejrprognose lægger bogen især vægt på iagttagelse af skyerne, og afsnittet om de forskellige slags skyer og de forhold, hvorunder de opstår og udvikler sig, er meget grundigt.
Bogen er oversat fra tysk til et korrekt, men fra et skolesynspunkt desværre ikke helt let læst dansk.