"Mine forældre var usædvanlige tålmodige i retning af ikke at gribe til at sige, at nu måtte Jakob sætte sig ned og være flittig og bruge mere tid på lektier. De vidste godt, at det kom der ikke noget godt ud af. Så mine forældre har aldrig været undertrykkende ambitiøse på mine vegne", fortæller Jakob Lange i bogen 'Min bedste opdrager', hvor 25 personer fortæller om deres bedste opdrager i barndommen.

Vi sammenligner ikke karakterer

Som søn af professor, rektor og folketingspolitiker Morten Lange og universitetslektor Bodil Lange kunne Jakob Lange have haft forældre, som havde stillet krav om, at han skulle sidde med næsen i bøgerne. Til og med var hans søster meget dygtig i skolen, men det fik hende ikke til at hovere. Tværtimod.

"Hun blev på et tidspunkt spurgt af rektor, om hun ikke ville gøre mig opmærksom på, at det ville være godt, hvis jeg fik lidt bedre karakterer. Min søsters kommentar var: 'Hjemme hos os sammenligner vi ikke karakterer'", siger Jakob Lange i bogen.

Han husker, at en af hans kvindelige lærere i fuldstændigt raseri skrev fire sider i hans meddelelsesbog om, hvor håbløs han var. Hvorefter hans far rettede alt, hvad hun havde lavet af stavefejl og kommafejl igennem med rødt blik og samtidig skrev, at hvis man agtede at meddele sig til hjemmet om alvorlige spørgsmål vedrørende hans søn, ville han foretrække, at det foregik i en mindre ophidset tilstand.

"Tilliden fra mine forældre til, at jeg var god nok, som jeg var, har helt sikkert været med til at give mig et selvværd og en klar erkendelse af, hvad jeg er god til, og hvad jeg ikke er god til. Det er nok en af årsagerne til, at jeg er så glad og tilfreds med livet", konstaterer Jakob Lange.

Ordblinde kan ikke bare boltre sig

I bogen siger Jakob Lange ikke mere om ordblindhed. Det gør han til gengæld i en artikel i Hjælpemiddelinstituttets tidsskrift 'teknologi og handicap' i foråret.

Selv om ordblinde er blevet bedre stillet med mange nye it-hjælpemidler, må man ikke tro, at de nu kan boltre sig i uddannelsesverdenen, advarer han i artiklen.

Mange ordblinde kikser allerede i de yngste klasser i grundskolen, mener studiechefen, der i en længere periode i 1980'erne var formand for bestyrelsen for Hovedstadens Ordblindeskole.

"Underviserne og forældrene er for sene til at yde den tilstrækkelige hjælp. Man lader barnet lidt i fred og sætter sin lid til, at der er tale om, at barnet bare er lidt senere udviklet. Det kan føre til, at barnet får et skævt forhold til skolen og al dens væsen. Et forhold, der selv med en intensiv indsats ikke er til at rette op på".

Ingen vej uden om skriftsprog

Det er vigtigt, at ordblindhed opdages meget tidligt i skoleforløbet, og at der sættes ind med den fornødne hjælp.

"Redskaberne findes, men gang på gang har jeg talt med ulykkelige forældre, der ikke kan få skolen eller kommunen til at få testet børnene. Det er blandt andet et spørgsmål om økonomi og kan måske også skyldes en overdreven frygt for at klientgøre barnet. Flere forældre har fortalt mig, at de har bragt deres barn langt med ved at lade det læse sportssiderne i BT eller Ekstrabladet og sladderstof i Se & Hør. Det fænger langt mere end læse-let-bøger af pædagogisk tilsnit", siger Jakob Lange.

Studiechefen peger også på, at mange undervisere ikke opmuntrer ordblinde elever til at skrive af karsken bælg.

"Ordblinde kan udvikle en rigtig god evne til at skrive og betjene sig af et godt og spændende sprog, selvom evnen til at stave lader meget tilbage at ønske", siger Jakob Lange.

Ordblinde skal dyrke det talte sprog

Når man er ordblind, er det en god idé at dyrke evnen til at fremlægge stof mundtligt og for eksempel tage ordet i forsamlinger, anbefaler Jakob Lange.

"Ordblinde må bringes ud af den vrangforestilling, at man skal læse bøger, artikler og meget andet for at have noget på hjerte, som andre gider lytte til. De må trænes i, at man kan samle masser af viden og information ved at lytte til det, underviserne siger, og til alt det, der strømmer ud af radio og tv", skriver Jakob Lange i teknologi & handicap.

Selv har Jakob Lange bedt klassekammerater og medstuderende om at hjælpe med at rette stavefejl i sine skriftlige arbejder.

"For mig har det været tankevækkende, at min ordblindhed har generet mig mindre og mindre, efterhånden som jeg avancerede gennem uddannelsessystemet. De sidste år på universitetet var en ren leg", skriver Jakob Lange og foreslår forskere at se på, hvordan de mange ordblinde, der klarer sig rigtigt godt, har slået sig igennem.

Andre kendte ansigter fra skoleverdenen

Ud over Jakob Lange byder bogen 'Min bedste opdrager' på andre kendte ansigter fra skoleverdenen.

Tegneren Ib Spang Olesen var lærer i ti år på Bernadotteskolen i Hellerup, hvor han flittigt brugte læresætningen "løb hen og find ud af det".

Per Schultz Jørgensen har også en fortid som lærer, inden han blev cand.psych. og dr. phil. og senere professor i socialpsykologi og formand for Børnerådet. Begge hans forældre var lærere, og han havde sin far som lærer på Kolding Kommunale Drengeskole - i dag Aalykkeskolen. Det blev dog kun til nogle måneder i 3. klasse. I december 1941 blev faren arresteret af tyskerne og sendt i koncentrationslejr, hvorfra han kom hjem med de hvide busser i 1945.

Børneforsker Erik Sigsgaard pløjede med naboen Marius, der ikke roste, ikke straffede, ikke kritiserede og ikke skældte ud, men var glad for lille Eriks tilstedeværelse med det resultat, at drengen følte sig betroet og værdsat.

Skuespiller og borgmester i København, Klaus Bondam, fortæller begejstret om sin dansklærer Lissi, som han stadig har kontakt med. Lissi var god til at få Klaus og kammeraterne til at tænke sig om en ekstra gang - og til at få sat alle i sving med sin engagerende undervisning.

'Min bedste opdrager', af Henrik Vilsbøl, 158 sider, Forlaget Frydenlund, vejledende pris 249 kroner.