Hvis opgave er det at hjælpe de elever, der ikke kan følge med i skolen? 

Det spørgsmål bør alle i “Skoledanmark” – fra undervisningsministeren til lærere og forældre – stille sig selv.

Det mener Søren Christensen, der er lektor i uddannelsesvidenskab på DPU (Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse). Han har i en årrække forsket i markedet for privat lektiehjælp, også kaldet skyggeundervisning.

“At der findes et marked for privat lektiehjælp i Danmark, peger på, at der er et behov, som skolen ikke opfylder”, siger Søren Christensen, der mener, at skoler og kommuner burde spørge sig selv, om det ikke var et behov, som de burde opfylde.

Han peger på, at Norge og Sverige har forsøgt at imødekomme behovet ved at indføre lektiehjælp i skolerne, drevet af frivillige kræfter. Obligatorisk lektiehjælp var da også en del af den danske folkeskolereform, men fylder ikke meget i skolen i dag. 

“Det er ikke mit indtryk, at lektiehjælp fylder særlig meget eller er særligt struktureret i den danske folkeskole, som det er i dag. Det er lidt mere en ad hoc-opgave, som nemt bliver nedprioriteret”, siger Søren Christensen. 

Begrebet lektiehjælp dækker kun delvist over hjælp til at klare sig godt i forbindelse med eksaminer og opgaver. I grundskolen bliver lektiehjælpere oftest hyret af forældrene, når deres barn er bagud i et fag i skolen, forklarer forskeren. 

Problemet er dog, at de børn, der er længst bagud, ofte kommer fra hjem, hvor der hverken er resurser til at hjælpe med lektierne eller råd til at købe sig fra opgaven, påpeger forskeren. 

Industri født af mistillid til folkeskolen

En undersøgelse fra tænketanken Cevea viser, at hvor over 16 procent af familier med en bruttoårsindkomst på over 1,2 millioner har benyttet sig af lektiehjælp til deres barn på et eller andet tidspunkt, gælder det samme kun for 7,2 procent af familierne med en bruttoårsindkomst på under 400.000. 

I undersøgelsen bliver forældre også spurgt om, hvorfor de ikke har benyttet privat lektiehjælp. Over 35 procent af familierne med en bruttoårsindkomst på under 400.000 svarer, at de ikke har råd, og det er dobbelt så mange sammenlignet med gennemsnittet. 62 procent af forældre med en længere videregående uddannelse svarer desuden, at de ikke køber lektiehjælp, fordi de ikke behøver det.

“Lektiehjælp kan være en ulighedsskabende faktor, hvis den er forbeholdt nogle og ikke andre, og det er vi selvfølgelig meget bekymrede for”, siger Asbjørn Sonne Nørgaard, der er direktør i Cevea. 

Han mener, at det er en offentlig opgave at hjælpe de elever, der er bagud, men om det er skolerne selv eller lektiehjælpsfirmaerne, der udfører arbejdet, er ikke så afgørende, mener han. Bare der er lige adgang for alle, også dem, der ikke har en stærk økonomi. 

Nicklas Kany, der er bestyrelsesformand i det største danske lektiehjælpsfirma, MentorDanmark, fortæller, at virksomheden havde mange aftaler med skoler og kommuner om blandt andet eksamensforberedelse for 9.-klasser og privatundervisning til særligt udsatte elever under coronanedlukningen. Samarbejder med det offentlige udgør dog kun fem procent af MentorDanmarks aktiviteter, anslår han. 

Lærere, ledere og forældre: skolens opgave 

Opgaven med at sikre, at alle elever kan følge med i undervisningen, ligger i folkeskolen, og det er også dér, den bør løses.

Det mener Regitze Flannov, der er forkvinde for undervisningsudvalget i Danmarks Lærerforening.

“Når det her marked vinder frem, er det for mig at se et råb til politikerne om, at vi skal investere mere i folkeskolen, så alle elever kan få den undervisning, som de har krav på. Vi skal ikke have en skole, der er indrettet sådan, at man skal købe sig til ekstra undervisning for at kunne følge med. Det skubber til en ulighed, som vi ikke er tjent med”, siger Regitze Flannov.

Det synspunkt møder opbakning fra skoleledernes formand, Claus Hjortdal. 

“Vi kan se, at det offentlige har svært ved at yde den støtte, som nogle almindelige elever har brug for, fordi den kommunale økonomi er så dårlig, og jeg er bekymret for, at vi får et delt samfund, hvor nogle har råd til at betale sig fra ydelser, som de, der egentlig har brug for dem, ikke har råd til”, siger han. 

“Den udgift, som det offentlige bruger på den almindelige folkeskoleelev, der hverken har særlige behov eller en diagnose, har stort set ikke flyttet sig i årevis. Samtidig har nogle danskere fået flere penge mellem hænderne og begynder selv at betale for privatundervisning og psykologhjælp til deres børn”, siger Claus Hjortdal. 

Rasmus Edelberg, der er formand for foreningen Skole og Forældre, mener også, at elevernes faglige niveau er skolens ansvar.

“Grundlæggende er det jo op til forældrene selv, om de vil købe lektiehjælp til deres børn. Men jeg kunne godt tænke mig, at skolen var i stand til at få alle elever med”, siger han.

I nogle tilfælde kan fænomenet også være udtryk for, at forældrenes tillid til skolen ikke er i top, og det kan skolerne modvirke på flere måder, mener han.

“For det første bør skolerne arbejde med lektier på en måde, så alle elever kan være med ud fra de forudsætninger, de får i skolen. Og så skal man også være tydelig i sin kommunikation til forældrene, så de ikke får den opfattelse, at de bliver nødt til at købe ekstra hjælp, for at eleverne lærer nok”, siger Rasmus Edelberg.

Asien er et skrækscenarie 

Godt otte procent af danske forældre har på et tidspunkt købt lektiehjælp til deres børn, og de kommercielle udbydere står for omtrent halvdelen, viser Ceveas undersøgelse. 

I lande som Grækenland, Tyrkiet og ikke mindst de østasiatiske lande er skyggeundervisning langt mere udbredt. Et regulært skræmmescenarie set med danske briller, mener Søren Christensen. 

Det kinesiske styre har forbudt kommerciel lektiehjælp i weekender og på helligdage for at dæmme op for udviklingen. 

Tidslinje: Da lektiehjælp blev en dansk industri