Anmeldelse

Maskeret tvang – en antologi

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Her får vi tørklædedebatten for fuld udblæsning. For de tolv debatindlæg står Kvinder for Frihed, en forening stiftet i kølvandet på Muhammed-krisen.

Forfatterne står på de undertrykte, muslimske kvinders side. Med kampmetaforer beskrives disse medsøstre som "trælbundne".

Synsvinklen er, at det er os, majoriteten, der ved stiltiende accept medvirker til denne adfærd over for muslimske kvinder. "Vores bekvemmelighedsaccept har høje omkostninger". Denne "accepterede vanrøgt" under dække af religion og kultur er en "urimelig diskrimination", lyder udsagnet. Derfor skal vi "vågne op af vor passivitet" og arbejde for, at disse ikke lever under fysisk og psykisk skadelige vilkår. Dette er bogens hovedtema, der beskrives ud fra forskellige synsvinkler på kvindeundertrykkelse. Forfatterne ser dilemmaet som forårsaget af, at danskere, som politisk korrekte, har accepteret disse krænkelser af medsøstre og dermed skabt et regelsæt for danske kvinder og et andet for muslimske. Alle er medskyldige.

Der er behov for, at disse problemer kommer frem i dagens lys på en ekspressiv måde. Men måden, det gøres på her, forekommer mig at være for unuanceret. Det er i orden med søstersolidaritet, men ikke i orden at skære alle over en kam.

Kan det for eksempel være rigtigt, at 80 procent af de muslimske kvinder i Danmark af misforstået kulturelt hensyn fastholdes i patriarkalske mønstre, der overføres til deres børn, som dermed forbliver tabere. Eller at tosprogede pigers tørklæder forhindrer dem i at lege med danske børn og dermed i at opnå dansksproglige færdigheder?

Der mangler ikke forslag til løsning af problemer. Skolen skal for eksempel forebygge undertrykkelse gennem oplysning.

Sammenfattende mener jeg, at bogens problematik anskues for ensidigt. Det kan være farligt, fordi den i stedet for at skabe forståelse og bygge bro kan medvirke til at cementere fordomme og grave grøfter.

Powered by Labrador CMS