Anmeldelse

Boligens teknik

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En gruppe ingeniører har med deres tekniske indsigt og en vis pædagogisk støtte skrevet dette lidt atypiske og spændende lærebogsmateriale til 5.-6. klasse i natur/teknik.

Det handler om boligen, et emne, som udmærker sig ved, at det omfatter elementer med klar relation til kundskabsområdet den nære omverden.

Materialet består af en elevbog og en lærervejledning med kopiark. Og lad os begynde med det sidste, for her finder vi oplæg, som afspejler forfatternes baggrund. Øvelserne er simpelthen anderledes, end vi så ofte har set dem. Aktiviteterne spænder fra spørgsmål om lovgivning og grafiske afbildninger til praktiske undersøgelser og konstruktioner. Under konstruktion og bæreevne arbejder eleverne med trykbuekraft, bygger modeller af buebroer og laver spagettiarmerede chokoladekagebjælker. Under drikkevand og spildevand bygges for eksempel en vandlås. Materialer og hjælpemidler er almindelige brugsting som cykelventiler, dunke og gips.

Lærervejledningen bidrager med en grundig faglig baggrundsorientering. Alle øvelserne følges op med råd, vejledning og kommenterede materialelister. Elevbogen leverer en fyldig tekst om tekniske emner som vandforsyning og indeklima. Men også emner som regler for byggeri og det at være bygherre indgår naturligt i teksten.

Jeg finder i det hele taget indholdet meget relevant undtagen et sidste mærkeligt påklistret afsnit om luftpudebåde. Fysiske begreber som kraft og varme beskrives funktionelt på ingeniørmanér, så de uden dybere udredninger straks kan anvendes. Både det faglige og det sproglige niveau ligger højt i forhold til de angivne klassetrin. Jeg kunne tænke mig, at mangen en fysiklærer ville finde materialet ganske velegnet til fysik i 8. klasse.