Debat

Arbejdsmiljøet skal ned på jorden

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I DLF har vi ved overenskomsterne været optaget af at skabe grundlaget for et godt arbejdsmiljø på vores arbejdspladser. Det har blandt andet udmøntet sig i en ny arbejdstidsaftale, som kredsene enten har forhandlet eller er i fuld gang med at forhandle sig frem til. Derudover har vi indgået en række personalepolitiske aftaler som stressaftalen og trivselsaftalen.

Nogle af disse aftaler kan måske virke både overordnede og lidt fjerne for vores medlemmer, men det skulle de ikke gerne blive ved med.

På centralt hold er vi i gang med at sætte aftalerne i værk, så de kan få betydning på arbejdspladserne.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

I første omgang bliver det tillidsrepræsentanten (TR) og sikkerhedsrepræsentanten (SIR), der i et samarbejde med ledelsen skal sikre, at de landvindinger for arbejdsmiljøet, vi har opnået ved overenskomsten, bliver mærkbare for alle medlemmer.

Vi forsyner løbende TR og SIR med inspiration til dette arbejde. Vi skal have gjort aftalerne dagligdags. Når vi taler om trivsel, skal vi sætte konkret ind med jordnære tiltag, der kan mærkes.

Det betyder, at TR og SIR på alle arbejdspladser skal drøfte med kollegerne, hvordan arbejdsmiljøet kan forbedres, og i MED-udvalget (medindflydelse og medbestemmelse) være med til at beslutte, hvordan trivselsundersøgelserne gennemføres bedst.

Aktuelt er fag- og opgavefordelingen nok det mest påtrængende. Eksempler på temaer for dette arbejde kan være at sikre overordnede retningslinjer for organisering af skoleårets planlægning, balance mellem opgaver og resurser, prioritering af de samlede resurser, afklaring af niveau og mål for teamsamarbejde, indslusningsprogram for nyansatte, seniorpolitiske foranstaltninger, rammer for forældresamarbejde, efteruddannelsesplanlægning og fælles mødevirksomhed.

Alt dette er relevant for MED-udvalget at drøfte og lave retningslinjer på.

Det er det formelle samarbejdssted, men et godt arbejde her forudsætter, at der er rum til at drøfte med kollegerne, hvad der trænger sig på. Faglig klub er et rigtig godt forum hertil, og derfor er det vigtigt, at kollegerne bakker op om møderne i faglig klub. Her henter TR og SIR ikke bare deres mandater. Her skal de kunne tage pulsen på arbejdsmiljøet for derefter at gøre noget ved det.

Vi har store forventninger til det fremtidige samarbejde mellem tillids- og sikkerhedsrepræsentant og ledelsen og håber at se mærkbare forbedringer af arbejdsmiljøet.

»I første omgang bliver det tillidsrepræsentanten og sikkerhedsrepræsentanten, der i et samarbejde med ledelsen skal sikre, at de landvindinger for arbejdsmiljøet, vi har opnået ved overenskomsten, bliver mærkbare for alle medlemmer«.