Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Da jeg var ufattelig ung og ny lærer, blev jeg klasselærer for en 8. klasse. En del af de prægtige elever kom efter skoletid ofte hjemme hos mig i privaten, hvor de kunne spille kort, diskutere, fremkalde billeder, spille guitar og se videofilm (sort-hvid og spolebånd).
På et tidspunkt fik nogen den idé, at vi skulle dyrke grøntsager, og fra salget skulle vi få penge til ekskursioner og ture. Jeg gik til formanden for kommunens tekniske udvalg, Jørgen Højbjerg, der var en stout landmand. Ideen ramte ham lige i hjertekulen, og han gav os på stedet et stykke jord. Enkelt og dejligt ubureaukratisk.
To år senere skulle jeg på lejrskole i England med samme klasse. Jeg fik taget stort kørekort, og sammen med en kollega købte jeg en skøn 56-personers-bus, som vi kaldte Gamle Henry. Da vi nåede over kanalen, var eleverne så trætte af at køre i bus, at der måtte ske noget. Vi tog landkortet frem, og jeg satte fingeren på et sted cirka 150 kilometer nord for Gamle Henry. »Lige der, i det vejkryds, mødes vi i aften klokken 18.00. Nu går I sammen i blandede makkerpar - dreng/pige - og så blaffer I af sted. Goodbye and good luck!«
Det blev en kæmpeoplevelse, og det endte med, at vi alle blev inviteret på sandwicher og verdensmesterskabet i fodbold hos en indfødt.
Historien er selvfølgelig meget længere, men pointen er kort: Sådan noget vil aldrig nogensinde kunne lade sig gøre i nutidens grinagtige og totalt overstyrede funktionærvirkelighed. I dag ville jeg heller ikke turde, men hvor har jeg som lærer siden savnet friheden og enkelheden.
Det er indiskutabelt, at en vis fornuftig regulering af lærerens arbejde og skolens aktiviteter er nødvendig. Men du milde kineser, hvor er vi bundet op på tjenestetid, kommunale og lokale forordninger, regler, politikker og kontrakter. Nu må vi ikke længere købe materialer og varer frit, fordi kommunen har indkøbsaftaler. Da vi for nylig skulle have skolefest, fik vi brev om, at vi skulle huske professionelle vagter, musikafgift og nul udskænkning af alkohol.
I Odense Kommune har man nu fået en vision, for det skal man have. Den er udtrykt i sloganet: »At lege er at leve«. Bare ærgerligt, at det sjove fra skolernes legepladser må afmonteres på grund af europæiske certificeringskrav. At lege er måske nok at leve, men det skal foregå efter DS/EN 1176-7-standarden!
Erik Schmidt
