Anmeldelse

Krigen mod Terror

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I denne bog, der er oversat fra engelsk, staves krigen mod terror "Krigen mod Terror". Forfatteren har altså købt George Bushs retorik.

Fakta:

Titel: Krigen mod Terror

Forfatter: Gary E. Barr

Oversætter: Hans Chr. Dahlerup Koch og Grethe Teglbjærg

Pris: 218 kroner

Sider: 56 sider

Serie: Bag nyhederne

Type: Bog med cd

Forlag: Forlaget Flachs

Når vi i daglig tale siger "krigen mod narko" og "krigen mod butikstyveri", ved vi godt, at krig lige så godt kunne kaldes bekæmpelse. Men ifølge denne bog er vi i en rigtig krig, og denne retorik problematiseres ikke.

Bogen henvender sig til folkeskolens ældste klasser. Er det heldigt her blindt at overtage den amerikanske præsidents krigsretorik?

Over halvdelen af bogen handler om invasionerne i Irak og Afghanistan, herunder om Guantanamo-lejren og Abu Ghraib-fængslet. Trods den engelsk-amerikanske synsvinkel på terrorismeproblemet forholder den sig kritisk til specielt amerikanernes gøren og laden.

Bogen virker rodet, og valg og fravalg af eksempler til belysning af problemet er ikke logiske. I mindre afsnit nævnes terrorangrebene på Bali og i London og Madrid. Et enkelt meget lille afsnit handler om tjetjenske terroristers angreb på en russisk skole. Men hvis Krigen mod Terrorisme handler om bekæmpelse af terror, der kan relateres til al-Qaeda, hvorfor inddrages så tjetjenske terrorister som eksempel? Og hvis bogen vil behandle terrorisme generelt, hvorfor inddrages så ikke for eksempel IRA og ETA?

I den danske bearbejdelse er indføjet nogle afsnit, der relaterer fremstillingen til danske forhold. Det er i sig selv prisværdigt, men det kan ikke skjule, at vi her har en oversat bog beregnet til elever i et andet land.